Kommunen stiller op med et kæmpe velkomstarrangement for de mere end 150 nye borgere og tilflyttere, som Ringkøbing-Skjern Kommune har inviteret til håndbold denne onsdag eftermiddag klokken 16.25 ved Kulturcentret i Skjern.
»Vores velkomstarrangementer er altid populære, men det er første gang, at vi har måttet oprette en venteliste,« fortæller bosættelseskoordinator Dorthe Frydendahl, der sammen med 2. viceborgmester Kristian Andersen og seks af kommunens frivillige velkomstambassadører glæder sig til at møde de ny-tilflyttede borgere og til at byde dem velkommen i Naturens Rige, før, under og efter Skjern Håndbolds hjemmebanekamp mod Aalborg Håndbold onsdag aften.
Det vestjyske DNA
Modsat tidligere har Ringkøbing-Skjern Kommune denne gang inviteret borgere i hele kommunen til et stort fælles velkomstarrangement. Tidligere har arrangementerne været fordelt mere lokalt, så nye borgere har mødt andre nye beboere i deres eget lokalområde. Men på opfordring bliver de mindre arrangementer denne gang slået sammen til ét stort.
»Jeg forventer at se et brag af en håndboldkamp, men selv for folk, der måske ikke er vilde med håndbold eller som måske bare aldrig har set en kamp live, er stemningen i hallen helt i top. Og eftersom håndbold er en del af det vestjyske DNA, er det oplagt at give nye tilflyttere en bid af den kultur og den stolthed og glæde, der følger Skjern Håndbold,« siger Kristian Andersen. Han peger på, at kommunens borgerpanel i forsommeren bl.a. nævnte Skjern Håndbold, da de blev bedt om at liste, hvad der gør dem stolte over at bo i kommunen.
I sin velkomst til de nye borgere vil Kristian Andersen også fortælle, hvad det er, der gør ham stolt og glad over at bo i Ringkøbing-Skjern Kommune, ligesom han vil fortælle om kommunens Energi2020-vision for vedvarende energi, om arbejdet med at skabe Danmarks 6. nationalpark omkring Skjern Å og om nogle af de mange positive erhvervshistorier, der findes i Danmarks Største Arbejdsplads.
Efter Kristian Andersens velkomst fortsætter velkomstarrangementet med fællesspisning.
Før kampstart kl. 18.30 vil bestyrelsesformand for Skjern Håndbold Carsten Thygesen og direktør for Aalborg Håndbold Jan Larsen give et kampoplæg, og efter kampen vil der – som noget nyt – være aftermatch og kaffe for de nye borgere:
»De tilbagemeldinger, vi tidligere har fået på velkomstarrangementerne har været meget positive. Men vi har fornemmet et ønske om at forlænge aftenen med en mulighed for at få snakket og måske udvekslet kontaktoplysninger med andre nytilkomne i kommunen, så derfor samler vi op på aftenen med aftermatch,« siger Kristian Andersen og tilføjer:
Og så har jeg hørt lidt om, at vi har en gave til udlevering til alle, der vil slå rod i Naturens Rige. Så der er mange gode grunde til at blive hængende lidt efter kampen.
Programmet for de nye er som følger:
- Kl. 16.30: Velkomst v/2. viceborgmester Kristian Andersen
- Kl. 17.00: Buffet og fællesspisning – Spinatroulade m/tun pyntet med rejer, salat hertil dressing og hjemmebagt brød
- Langtidsstegt ungdyr m/sauce, små stegte kartofler og 2 slags salat
- Kl. 18.00: Kampoplæg v/Carsten Thygesen, bestyrelsesformand Skjern Håndbold og Jan Larsen, direktør Aalborg Håndbold
- Kl. 18.30: Kampstart Skjern Håndbold mod Aalborg Håndbold.
- Kl. 20.00: Aftermatch og kaffe samt udlevering af en “Slå rod i Naturens Rige” gave og Skjern Håndbold magasinet KAMPEN inkl. en fribillet til en af forårets kampe til alle deltagere.
Vel mødt og god fornøjelse







