Tidligere tiders røgfyldte lokaler med klirrende glas og snakken i krogene med dart som det bærende midtpunktet i et værtshus-tidsfordriv, er nu istedet blevet til en anerkendt sportsgren, der spilles af topmotiverede dart-spillere. Rammerne er fortsat varme og hyggelige, hvor man er omgivet af ligesindede med helt den samme passion for det gamle engelske pilespil, som en selv. Her konkurrerer man i den kommende weekend om en præmiesum på ikke mindre end 10.000 kroner, til den der trækker sig sejrsrigt ud af matchen.
Så rammerne er sat til en fornøjelig og meget spændende weekend omkring den Elektroniske Dartkonkurrence »Hvide Sande Open 2019«. Arrangørerne er Hvide Sande Dartklub, som slår dørene op allerede fredag aften klokken 19.00 til en gang »Warm-up«, hvor 74 ivrige spillere fra hele landet indbyrdes konkurrerer i sportsgrenen elektronisk dart. Der spilles single og Cricket hvilket vil sige man spiller kun på numrene fra 15 – 20, Double, Triple samt bull og bullseye. Det gælder om først, at ramme hvert nummer tre gange. En dobbelt tælles for to gange, mens en pil i tripple tæller for alle tre gange.
Lørdag fra klokken 12.00 fortsætter konkurrencen med Medley ( en blanding af 501 & cricket ) , hvor 108 er tilmeldt konkurrencen, som ligeledes bliver afholdt i lokalerne på »det gamle Sømandshjem« i Hvide Sande (Klittens Menighedshus) i 501 starter man med 501 point til hver, hvor den der bruger færrest dartpile til at nå 0 – har vundet. Der spilles double om lørdagen.
Europamester og Danmarks-mestre mødes
Danmarks bedste dartspiller med 5 vundne DM mesterskaber Per Laursen møder op om lørdagen. Så for dart-interesserede er der kommet guld-glamour, glitter og glimmer over turneringen. Dartturneringen »Hvide Sande Open 2019« har da også været udsolgt i over to måneder nu og en sjov historie omkring arrangementet var, da den nuværende danske mester i Dart Per Laursen hørte om turneringen, aflyste han prompte en større europæisk turneringsrunde i Tjekkiets hovedstad Prag, for at deltage i den mere lokale, men absolut ligeså krævende dart-turnering i Hvide Sande. Vores egen lokale dart-specialist og Europamester for hold i 2017, samt forsvarende »Hvide sande open mester« Bent Erik Højhus kommer også til »Hvide Sande Open 2019«. Så der bliver noget at glæde sig over for entusiastiske dart-spillere.
Bag arrangementet står Hvide Sande Dartklubs bestyrelse, med Peder og Karsten samt Sonni og Ingmar, der med stort engagement og energi har formået at skabe en dartturnering i international klasse, hvor hyggen er sat i højsædet, men hvor konkurrencegenet også kan blive testet fuldt ud. Et arrangement der sætte byen på den anden ende, med både indkvarteringen af de mange dart-interesserede og alle deltagerne, som i den kommende weekend tilbringer tiden i Hvide Sande og omegn.
Så kryds i kalenderen fra klokken 19.00 fredag aften den 15. november til og med lørdag den 16. november fra klokken 12.00 hvor dartpilene vil suse gennem luften og på et tidspunkt sent lørdag sende 10.000 kroner i retning af den endelige vinder af »Hvide Sande Open 2019.
Alle er velkomne og der vil under hele arrangementet kunne købes mad og drikke i baren i turnerings lokalerne på Søndergade i Hvide Sande – så vel mødt og god fornøjelse.