I disse dage står lystfiskerne tæt, skulder ved skulder og smider de tunge lodder med sildeforfang langt ud i indsejlingen, ud for afvandingsslusen i Hvide Sande, hvor de glinsende og forårsfede sild står i kø, for at blive trukket op af vandet.
Allerede fra tidligt morgen, hvor den friske forårsblæst rammer køligt lige i ansigtet, mens solen glimter i vandet og får øjnene til at misse mod reflekserne i de små krappe bølger, venter alle spændt på hugget. Hugget som på et splitsekund, får hjertet til at stå stille, hvorefter man sejrssikkert kan spinde fangsten ind og forsigtigt og i et løft hæve stangen højt og lader silden ramme ned til de andre sild i den medbragte spand.
Allan Bareuther har som opsynsmand for Hvide Sande Sportsfiskercenter, fingeren på pulsen nu her hvor sæsonen for alvor er gået igang. Sildefiskeriet fylder mere og mere i bybilledet og tiltrækker stadigt flere turister, der alle med glæde tager del i det store sildeeventyr på havnekajerne i Hvide Sande.
Husk adgangskortet og få alle fordele med
Den jyske opsynsmand, der altid møder folk med et smil på læben og en frisk bemærkning, fortæller at man i år har udvidet brugen af adgangskortet til at omfatte hele havnens område. Så Sportsfisker Centrets dags-, uge- og sæsonkort nu gælder lige fra de indre havnekajer i nord, syd, øst og vest for slusen og ud til og med de ydre moler samt Tyskerhavn samt Mamrelund.
Indtægten fra salget af adgangskort går ubeskåret til bedre fiskeforhold på havnen i Hvide Sande og til videreudvikling af Centret. Centret der idag står åbent og klar med de indendørs rensepladser samt med et pakkebord med is, så lystfiskernes friskfangede fisk kan få den helt rigtige hygiejniske behandling og opbevaring, når de efter rensning og rengøring skal fragtes sikkert hjem.
Der er gang i fiskeriet
På spørgsmålet om der er sild ved slusen, fortæller en entusiastisk og begejstret Allan Bareuther, at han lige har talt med fire tyskere, der har taget turen op til det vestjyske i en forlænget weekend, hvor de på kun 6 timer samlet landede 780 sild. Det var ny rekord for dem, men viser samtidig at sild er der nok af.
Sæsonen er startet lidt før end sædvanligt, men temperaturen i vandet sniger sig også op i nærheden af de 8 til 9 grader og den nye slusepraksis med at åbne lidt for gennemstrømning i de to midterste sluseporte, har allerede givet resultater. Det var kun lige i de første par dage, at silden lod vente på sig, men det skyldtes til dels en større afstrømning af vand fra fjorden, som gav så meget modstrøm, at silden »gemte« sig i ly ved kajen ved »Langelinje og Aarhuskajen« samt bagved »Vodbinderkajen« i den nordlige del af Havnen. Det gav til gengæld gode fangster for lystfiskerne her istedet.
Verdens bedste job
»Man møder jo hele tiden glade og tilfredse mennesker på kajen,« fortæller en fornøjet opsynsmand til HvideSande.nu og sådan skulle det jo også gerne være, de fleste har jo ferie. Stemningen, efter det nye Sportfiskercenter er bygget, har bedret sig og folks opførsel omkring fiskeriet, syntes også at have ændret sig til det positive, ligesom tilfredsheden omkring de nye forhold, også er helt i top. Tidligere lå der fiskeaffald alle steder og man kunne næsten ikke bevæge sig frem for skrigende og frække måger. Dette er helt stoppet. Havnen fremstår idag opryddet og ordentlig renholdt, så mågerne er der blevet meget færre af og skidtet er fuldstændigt forsvundet.
Det næste store programpunkt for sildene, bliver Sildefestivalen 2016, som løber af stablen Store Bededag den 29. april og slutter søndag den 1. maj 2016. Husk hvis du deltager i sildekonkurrencen lørdag den 30. april, sponsorerer Hvide Sande Sportsfisker Center det lokale adgangskort til fiskeriet i Havnen, ganske gratis.
Så kom og øv jer på sildefiskeriet på havnekajerne i Hvide Sande og knæk og bræk med fiskeriet.
1 kommentar til “Sildefeberen er over os”
Dælme et fint tiltag at indtægter går til bedre forhold fremfor at staten bliver tilgodeset,,hatten af for sådan et initiativ.
Mvh Frank fra Lolland.