Hvem er danskerne egentlig? Hvordan har vores forfædre levet? Hvordan var deres liv forskelligt fra det liv vi lever i dag? Spørgsmål som disse har fået de kendte brødre Anders og Peter Lund Madsen til at rejse tilbage i tiden og opleve historien på deres egen krop i en ny programserie “Brdr. Madsens tidsrejse” på DR1. Når tidsrejsen når til vikingetiden d. 27. April, er det Bork Vikingehavn de besøger – og det var den tid de havde glædet sig mest til at opleve…
Bork Vikingetid sætter de to brødre på en prøve…
At sejle et vikingeskib, at dyste på vikingemaner, at ofre til de store guder og sove i vikingernes langhuse var blot noget af det, som de to brødre skulle prøve på egen krop på Bork Vikingehavn.
Louise Schelde Jensen, der er daglig leder på Bork Vikingehavn har tilrettelagt de oplevelser, som de to brødre skulle kastes ud i.
Hun havde også planlagt, at de skulle plantefarve garn på vikingernes facon. Den blå farve var specielt krævende at fremstille og materialerne dyre – derfor var den blå farve forbeholdt de velhavende vikinger. Hvad de to brødre dog ikke vidste på forhånd var at det krævede en særlig ingrediens, som Louise Schelde Jensen havde indsamlet på forhånd. Både Anders og Peter skulle gætte, hvad den ildelugtende ingrediens var, og efter et par mislykkede gæt fór de væk fra karret, da Louise afslørede at det var mande urin….
Der gik dog ikke længe før Peter Lund Madsen kunne forklare den kemiske årsag og proces med sin lægefaglige viden. “Det var virkelig spændende at have besøg af brødrene Madsen, for selv om de måske ikke havde så stor viden om historie, så gav ofte det en spændende dialog, fordi de begge har så stor en viden på andre områder” fortæller Louise Schelde Jensen. Og fortsætter:
“Det har været fantastisk at have Peter og Anders på besøg. De har med deres store viden og humoristiske tilgang givet ansatte og frivillige vikinger en unik og nærværende oplevelse. De trådte lige ind i vores vikingelandsby og blev en aktiv og naturlig del af flokken.”
Stigende interesse for historie mærkes også på Bork Vikingehavn
Bork Vikingehavn, der er en del af Ringkøbing-Skjern Museum har gennem de senere år oplevet en stigende interesse for vikingetiden. “Vi kan på Bork Vikingehavn mærke at kulturhistorie og interessen for vikingetiden er stærkt stigende, og vi meget stolte over at blive udvalgt som location for optagelserne. Vi er rigtig glade for, at brødrenes popularitet kan være med til at sætte mere fokus på vores fælles kulturarv.” afslutter Louise Schelde Jensen, der glæder sig til at se det færdige afsnit onsdag d. 27. April kl 20.00 på DR1.
Praktisk information
’Brdr. Madsens tidsrejse’ sendes i otte programmer på DR1 med premiere onsdag den 20. april. Afsnittet omkring vikingetiden sendes onsdag d. 27. april kl. 20.