Ringkøbing – skjern byråd har efter mødet tirsdag den 17. april godkendt årsrapporten for Hvide Sande Havn 2017. Regnskabet udviste et overskud på 5,1 mio kroner og egenkapitalen blev dermed øget den 31. december 2017 til samlet 73,5 mio kroner.
I ledelsesberetningen fra Årsrapporten for Hvide Sande Havn 2017, er fiskeriet opgjort som Havnens væsentligste aktivitet. Derudover har der også været aktiviteter på trafikhavnen med 63 anløb sidste år med en samlet godsmængde på 163.000 tons. I forhold til 2016 gav det et mindre fald på 6 procent. Havnen forventer dog et øget aktivitetsniveau fremover for trafikhavns- og offshore-vind området.
Livlig aktivitet på Havnen i 2017
Havnen har i 2017 gennemført og afsluttet fem projekter.
- Forstærkning med fodspuns og uddybing til ca. 7 meters vanddybde ved kaj 20 og 21 ved auktionshallen i Sydhavnen samt ved kaj 80 Vodbinderkajen ud mod indsejlingen, som er sket i samarbejde med Kystdirektoratet. Samlet anlægssum til forstærkning af kajanlæg beløber sig til 4,5 mio kroner.
- De gamle og nu forladte redskabshuse på Langsand på 13000 m2, blev fjernet og grunden ryddet, så der kan blive plads til feriecenterprojektet »Langsand Langs Vand«. Omkostningen her var 1,9 mio kroner.
- Ved Dæksmolevej blev der etableret p-pladser, primært til fiskeindustrien. Anlægssummen her blev på 185.000 kr.
- I samarbejde med Holmsland Klit Turistforening og Hvide Sande Camping samt WestWind Nord, blev der ved Tungevej opført ny toilet- og badebygning. Bygge- og anlægssum ca. 870.000 kr.
- Sidst blev der etableret en cykel- og gangstitunnel under Søndergade fra Mamrelund til Toldbodgade. Anlægssummen beløb sig her til 1,2 mio kr.
Aktivitetsudvikling for Hvide Sande Havn
Hvide Sande havn har de sidste par år arbejdet på at sikre en fortsat betydelig lejeindtægt på de 3 store vindmøller på Havnens areal. En løsning herpå er faldet på plads i 2017. Efter at den erhvervsdrivende fond hvide Sande Erhvervsudvikling fik mulighed for at erhverve samtlige andele, blev det muligt for et nystiftet selskab under Hvide Sande havn at erhverve den sydligste af de 3 møller. Det nystiftede selskab Hvide Sande Havn Energy Aps er et skattepligtigt selskab ejet af Hvide Sande Havn og med samme bestyrelse og ledelse som Havnen. Selskabets formål er således at eje og drive vedvarende energianlæg på Havnen og sælge overskudsproduktionen herfra samt udøve andre aktiviteter som beskrevet i Havneloven.
I 2017 er der forhandlet areallejekontrakt med selskabet »Projekt Landsand Aps«. Kontrakten indebærer, at selvskabet lejer et godt 4 ha. stort område på Langsand, der ikke længere kan finde anvendelse til Havnens primære aktiviteter jfr. Havneloven. Hvide Sande Havn byggemodner området med henblik på realisering af feriecenterprojektet »Landsand Langs Vand« og »Projekt Langsand Aps« opfører bebyggelsen og sælger ferieboligerne. Ved projektets afslutning vil den ejerforening, der stiftes træde ind i kontrakten i stedet for projektselskabet.
Iøvrigt har Havnens fortsatte udvikling været til debat i løbet af det forgangne år. Med afsæt i et strategiseminar afholdt i september 2017, og med deltagelse af brugere, kunder og samarbejdspartnere, vedtog Havnen, efter behandling i Det rådgivende Havneudvalg i december måned, »Udviklingsplanen for Hvide Sande Havn«.