Det bliver trangt på havnen i Hvide Sande i weekenden fra fredag den 29. til og med lørdag den 30. april samt søndag den 1. maj, når Danmarks største konkurrence i at fange sild i alle aldersgrupper for lystfiskere, afvikles i Hvide Sande.
Arrangementet trækker traditionelt lystfiskere til fra både Danmark og Tyskland, og havneområdet er fyldt med lystfiskere og tilskuere.
Når sildene kommer igennem sluseområdet fra havet og skal ind i fjorden for at gyde, kan der fanges rigtig mange sild, og der laves konkurrencer om, hvem der fanger flest sild på kortest tid. Her mødes lystfiskere fra nær og fjern for at konkurrere mod hinanden.
Danmarks største af sin art
Sildefestivalen i Hvide Sande er Danmarks største af sin art og blev afholdt første gang i 1994.
»Den samlede rekordfangst under en sildefestival er fra 1999 og lyder på 1.467 kilo sild. En enkelt deltager fangede på en time i alt 313 sild og har dermed timerekorden,« fortæller Projektleder Lei Iben Raunow.
Sildefestivalen er en af årets største events i Hvide Sande og det handler både om at konkurrere, men også at have det sjovt – og selvfølgelig at smage på sildene.
»Byens røgerier er fantastiske til at bruge de lokale råvarer, og det ser man blandt andet gennem, at der produceres op imod 20 forskellige variationer af marinerede sild i Hvide Sande. Herudover kan man selvfølgeligt også finde lækre røgede sild og dermed sikre sig de perfekte ingredienser til et velsmagende måltid, når man besøger Sildefestivalen,« fortæller Lei Iben Raunow.
Konkurrence for alle aldersgrupper
Sildefestivalen er udover konkurrencer om sildeopskrifter og smagsprøver på sild og fiskefrikadeller, også en konkurrence.
»Vi afvikler konkurrencer i kategorierne børn, junior og voksne med præmier indenfor alle kategorierne og så kårer vi til sidst årets Mr. Sild! Mr. Sild er ikke nødvendigvis ham, der har fanget flest sild, nej, der konkurreres også på dans, sang, fortælling, position og meget andet. Et årligt tilbagevendende show for både lokale og gæster, « fortæller Lei Iben Raunow.
Sildefestivalen er en tilbagevendende begivenhed og løber altid af stablen den sidste weekend i april.
Program:
Fredag den 29. april:
- 17.00 : Fredagsbar & køkkenet åbner – Der kan købes fiskefiletter, grillpølser og drikkevarer.
- 21.00 : Teltet lukker
Lørdag den 30. april:
- 07.30 – 09.30 : Registrering af konkurrence deltagerne
- 09.30 – 09.45 : Velkomst v/Fritz Kott
- 10.00 – 12.00 : Silderøgning – Jørn Makrel røger sild ved teltet. Hør og se hvordan.
- 10.00 – 11.00 : 1. Fiskekonkurrence – VOKSNE.
- 11.00 : Sildekøkkenet åbner – Hjemmelavede stegte sild i lage, friskstegte fiskefrikadeller og fiskefileter.
- 11.00 – 16.00 : Sildefiletering – Få dine friskfangede sild fileteret af garvede fiskere – mod en skilling til foreningen HVAK.
- 11.30 – 12.00 : 2. Fiskekonkurrence – BØRN 4 -10 år.
- 11.30 – 12.00 : 3. Fiskekonkurrence – JUNIOR 11 – 16 år.
- 12.15 – 13.15 : 4. Fiskekonkurrence – VOKSNE.
- 13.00 : Havnerundfart med Solea – Kom med ombord og se Hvide Sande Havn fra nye vinkler!
Pris pr. person kr. 75,- Billetter kan købes hos Kott Fritid, Iscafeen eller ombord på båden. - 13.45 – 14.45 : 5. Fiskekonkurrence – VOKSNE.
- 16.00 : Præmieoverrækkelse i festivalteltet – Præmier overrækkes kun ved personligt fremmøde.
- 17.00 – 20.00 : Livemusik
- 19.00 : Sildekøkkenet lukker
- 21.00 : Baren lukker
Søndag den 1. maj:
- 10.00 – 13.30 : Sildekøkken – Hjemmelavede stegte sild i lage, friskstegte fiskefrikadeller og fiskefileter.
- 11.00 – 13.00 : Sildefiskeskole for Børn 4-16 år. Har du lyst til at lære at fange sild?
Pris pr. deltager kr. 25,- inkl. leje af stang, grej og undervisning. Ingen tilmelding – Først til mølle princippet. - 11.00 – 13.00 : Silderøgning – Jørn Makrel røger sild ved teltet. Hør og se hvordan.
- 11.00 – 14.00 : Grenaa Motor – Oplev lyden og nostalgien ved en gammel kutter motor.
- 11.30 : Gymnastikopvisning v. HVAK
- 13.00 : Mr. Sild 2022 – En moderne klassiker for mænd til kvinder… Mænd i Waders og intet andet
konkurrerer om titlen som årets Mr. Sild. En konkurrence fyldt med humor, intelligens, glimt i øjet samt højde og drøjde! Gratis
Waders til alle deltagere. Har du lyst til at stille op i konkurrencen? Tilmelding til: lei@hkt.dk eller mobil: 91 17 91 24 . - 14.00 : Slut på Sildefestival 2022