Kender du en frivillig person i Ringkøbing-Skjern Kommune, der fortjener en ekstra anerkendelse for sit frivillige engagement? Så indstil vedkommende til årets Frivilligpris.
I Ringkøbing-Skjern Kommune bryster vi os af, at vi er danmarksmestre i frivillighed, fordi tusindvis af frivillige dag efter dag og år efter år lægger en enorm frivillig indsats.
Alle de mange frivillige fortjener naturligvis et klap på skulderen – og det får de bl.a., når der på lørdag den 18. august klokken 12-22 afholdes Danmark Dejligst i Naturens Rige-festival ved Bundsbæk Mølle, hvor der er gratis entré, hvor alle er velkomne – og hvor hovedformålet er at hylde alle de frivillige. Læs mere på facebook.com/ddnr.dk/ og mød op til en hyggelig dag for hele familien!
Hvem skal have årets Frivilligpris?
Herudover udvælges hvert år på det sociale og sundhedsmæssige område en frivillig, en frivillig forening eller et projekt båret af frivillige kræfter til at modtage årets Frivilligpris, og det er blevet tid til at indstille kandidater.
Så kender du en frivillig, der fortjener et ekstra stort skulderklap for sin indsats?
Så kan du nu og indtil den 1. september, indstille vedkommende til Ringkøbing-Skjern Kommunes Frivilligpris. Prisen, der ud over et diplom består af 5000 kr., gives til en person, forening eller organisation, der har gjort en særlig frivillig indsats indenfor social- og sundhedsområdet.
Alle kan sende en skriftlig indstilling per e-mail til kirsten.norgaard@rksk.dk
Indstillingen skal indeholde en beskrivelse af kandidatens eller foreningens frivillige arbejde samt en begrundelse for, hvorfor netop denne kandidat eller forening fortjener prisen.
Frivilligprisen overrækkes onsdag den 14. november på et åbent arrangement for frivillige i kommunen.
Tidligere års modtagere af Frivillighedsprisen.
- 2017: Tværkulturelt arbejde i Skjern – ”Middag på Tværs” og ”Sport på Tværs”
- 2016: Anne Brodersen, leder af besøgstjenesten og nørklearbejdet m.m., Røde Kors Ringkøbing.
- 2015: Birgit Beiter, formand for Rindum og Ringkøbing Menighedspleje
- 2014: Ester Thunbo, formand for Vennekredsen ved Plejehjemmet Bakkely
- 2013: Inge Johnsen, redaktør for Ringkøbing-Skjern Lydavis
- 2012: Gruppen af frivillige hjælpere ved Lem Svømmebads hold for handicappede
- 2011: Elise Peetz Damgaard, formand for Vennekredsen på Spjald Pleje- og Aktivitetscenter
- 2010: Ruth og Haakon Jørgensen, Dansk Røde Kors, Videbæk