Andreas Spørring kan i disse dage fejre sit 50-års jubilæum hos Hvide Sande Shipyard med overrækkelsen af den kongelige belønningsmedalje, der tildeles efter 50 års fortjenstfuld og uafbrudt ansættelse i samme virksomhed.
Efter at have mødt en sød pige i Hvide Sande i starten af 1970’erne, flyttede den unge landmand Andreas Spørring til byen. Her blev han ansat, som en af de allerførste smedelærlinge på Hvide Sande Shipyards dengang nyopstartede smedeafdeling.
Værftet, der har sit udspring i 1950, havde indtil 1970’erne fortrinsvis udlært lærlinge i bådebyggerfaget. I dag opererer Hvide Sande Shipyard kontinuerligt med omkring 20 lærlingekontrakter indenfor 4 fagområder og der er et mål om, at minimum 10 procent af de i alt 230 medarbejdere skal være lærlinge.
I den tid Andreas har været ansat, har 211 lærlinge gennemført uddannelsen og Andreas har været med til at oplære en betydelig del af disse unge mennesker op.
Andreas, der i det daglige blot bliver kaldt for ”Dres”, har både ledet og producere omkring 115 styrehuse og overbygninger i aluminium til forskellige fartøjer indenfor fiskeriet. Derudover er der også bygget omkring 45 aluminiums agter-ender på træskibe og været indeover et utal af andre større ombygnings- og renoveringsopgaver på fartøjer. Den første nybygning Dres har sat sit præg på var værftets nybygning nr. 37 og det er i dag blevet til i alt 112 nybyggede og afleverede fartøjer. Dette imponerende stykke arbejde viser tydeligt, at der i dag sejler en betydelig flåde af redningsskibe, nyere og historiske sejlskibe, fiskefartøjer, færger, arbejdsbåde, vindmøllefartøjer samt miljø og forskningsskibe som bærer på Dres kompetencer.
Igennem projekterne har det vist sig, at Dres gerne går igennem ild og vand for kunderne
Netop Dres’ gode håndelag, fremragende relation til kunderne og hverdagen med kollegaerne, hvor ja-hatten og den positive tilgang altid er dominerende, har betydet at karrierer-stigen gennem årene har udviklet sig støt. Først som værkfører, senere som leder for smedeafdelingen og i dag som en af de projektledere, man ikke kommer udenom i værftets reparationsafdeling.
Ikke sjældent har værftets kunder udtalt med et tydeligt smil: ”Så længe I som værft lover, at Dres ikke går på pension, skal det hele nok gå godt”. Det forlyder dog på spanterne, at Dres i løbet af 2022 går på en velfortjent pension i en alder af 74 år.
Når familien ikke kun er derhjemme
Efter Dres havde fundet sammen med Anne Marie, er det Dres’ svigerfar, der hjælper med at finde lærepladsen hos Hvide Sande Shipyard. Anne Marie og Dres bliver gift og får 3 sønner; Lars, Jesper og Jens.
I dag har de fået 13 børnebørn, der kan bryste sig af, at de har verdens sejeste farfar. Efter fyraften og i weekenden, skal man som regel ikke gå langt i byen, før man støder på Dres som lige er i gang med at tumle rundt med nogle af børnebørnene, enten på scooter, på legepladsen, på havnen eller på byens brandstation. Udover sine 50 år på værftet, har Dres også kunnet fejre 40-års jubilæum som brandmand i 2021.
Det er næppe helt forkert at antage, at der ofte hersker et næsten familiært forhold mellem Dres og værftets kunder, der desuden kan glæde sig over at have sønnerne Lars og Jens ansat.
Rejsen fra Hvide Sande og til resten af verden
Dres startede karrieren på et tidspunkt, hvor Hvide Sande Shipyard oplevede travlhed inden for fiskerierhvervet og bygning af de velkendte og i dag historiske blå fiskekuttere. Over-bygningen på disse fiskefartøjer blev oftest af vægtmæssige årsager udført i aluminium, hvilket stillede krav til værftets smedeafdeling.
Dres’ høje håndværksmæssige erfaring og hans sans for design samt detalje, plus hans positive relationer til kunder og kollegaer er uovertruffen. Disse kompetencer og faglige værdier sikre både kunderne og kollegaerne en høj effektivitet og tilfredshed med det udførte arbejde.
Efterhånden som årene er gået, har tiden og markederne forandret sig mere i en retning, hvor værftet også begyndte at levere både fiskefartøjer og færger produceret i stål. Trods de nye tider og produkter viste Dres’ kompetencer og omstillingsparathed sig tydeligt. Uanset opgaven og tidspunktet kunne man altid regne med, at Dres stillede op med en streg i hatten, positiv og løsningsorienteret, til stor glæde for alle involverede parter.
Denne håndværksmæssige tilgang, de personlige og sociale værdier har igennem 50 år bidraget til, at Dres i dag er en del af en virksomhed, der bygger topmoderne fartøjer, der sejler verden rundt. Stålafdelingen råder i dag over egen ingeniørstab, der tegner, beregner og udvikler avanceret udstyr til fortrinsvis vind- og offshore markedet, der produceres på værftet.
Udover den arbejdsmæssige side af sagen, har Dres privat sammen med Anne Marie oplevet verdens fjerne kyster på deres årlige ferier. Der findes kun få dage i løbet af året, hvor Dres’ scooter ikke trofast kører ned ad Beddingsvej. Når disse indtræffer, så ved de fleste på værftet, at det betyder at Dres og Anne Marie er på ferie.
”På vegne af alle kollegaerne og virksomheden skal lyde en stor tak for 50 års tro tjeneste, for din kæmpe indsats, dit altid gode og smittende humør samt din positive indstilling” udtaler direktør Carl Erik Kristensen.
Andreas Spørrings 50-års jubilæum bliver fejret for kollegaer, familie og inviterede gæster fredag den 25. marts 2022.
PM Hvide Sande shipyard