Den nye affaldssortering med mere sortering og genanvendelse vil i løbet af 2022 komme til at omfatte over 3,7 millioner borgere, viser ny kortlægning. Det er et markant skridt i arbejdet med at få knækket affaldskurven, siger miljøministeren.
En ny kortlægning af, hvor langt kommunerne er med indførslen af den nye affaldssortering. viser at over 3,7 millioner borgere i 2022 forventes at gøre en grøn forskel ved skraldespanden, når resterne fra aftensmaden, mælkekartonen eller ketchupflasken skal smides ud.
I 2020 besluttede et bredt flertal i Folketinget en ambitiøs plan for affaldsområdet, hvor vi fremover skal sortere og genanvende langt mere affald. Visionen er en klimaneutral affaldssektor, og aftalen indeholder tiltag, som reducerer 0,7 mio. tons CO2 årligt i 2030 – eller hvad der svarer til at tage 280.000 benzin- og dieselbiler af vejene.
En væsentlig indsats i planen er at strømline affaldssorteringen i vores hjem, så affald fremover sorteres i ti affaldstyper, som blandt andet omfatter madaffald, plastik, glas, metal og pap. I første omgang er målet af sortere i ni affaldstyper, mens indsamling af tekstilaffald kommer til senere.
To tredjedele af landets kommuner når i 2022 ifølge kortlægningen, som Niras står bag, i mål med sorteringen af de ni affaldstyper. Hvis man ser på de enkelte affaldstyper, så vil mange flere dog stadig kunne gøre en grøn forskel fremover. For eksempel forventes det, at skraldebilerne i 93 kommuner fra nytår vil tage sorteret plastikaffald med på deres ruter.
Når det gælder affald, har vi i Danmark ikke den grønne førertrøje på. Vi er nogle af dem i Europa, der smider allermest affald ud pr. indbygger, og alt for meget affald ender i dag i forbrændingsovnen, hvor det udleder CO2 i stedet for at blive genanvendt. Vi skal have knækket affaldskurven, og den nye, grønne affaldssortering er et vigtigt skridt.
Miljøstyrelsen har lanceret en kampagne med information og konkrete materialer om den nye affaldssortering til borgere, kommuner og arbejdspladser. Kampagnen skal give en hjælpende hånd i arbejdet med at øge sorteringen og genanvendelsen af vores affald. Som en del af kampagnen viste en undersøgelse, som Rambøll lavede for Miljøstyrelsen, at fire ud af fem borgere mener, at den nye, grønne affaldssortering er nødvendigt for at passe på miljøet og klimaet.
Mange er tæt på mål
Den nye kortlægning viser, at 36 kommuner ikke når i mål inden for den dispensationsfrist, der blev givet i sommeren 2021. Men kortlægningen viser også, at mange kommuner er tæt på.
Den nye affaldssortering er en ambitiøs plan og en stor opgave for kommunerne, og mange kommuner mangler bare det sidste stykke. Men alle kommuner skal selvfølgelig helt i mål. Det er opgaven af hensyn til klimaet, miljøet og grønne arbejdspladser, siger miljøminister Lea Wermelin.
Miljøministeren mødes i foråret med Kommunernes Landsforening for at drøfte status for implementering af den nye affaldssortering og herunder de kommuner, som ifølge kortlægningen ikke når i mål i år.
Fakta
- Kortlægningen er foretaget af Niras for Miljøstyrelsen i perioden ultimo 2021 til primo 2022. Den er baseret på de oplysninger, som kommunerne har meddelt Niras på daværende tidspunkt.
- I dag har 12 kommuner indført indsamlingen af de ni affaldstyper. Det svarer til cirka 1,25 millioner borgere.
- Inden udgangen af 2022 forventer 62 kommuner at være klar med indsamling af ni affaldstyper. Det svarer til over 3,7 mio. danskere.
- I første omgang skal affaldet sorteres i ni affaldstyper: madaffald, papir, pap, glas, metal, plastik, mad- og drikkekartoner, farligt affald og restaffald. Indsamling af tekstilaffald bliver implementeret senere.
- Kommuner, der er i mål med affaldssorteringen pr. 1. kvartal 2022: Frederiksberg, Hedensted, Herlev, Herning, Nyborg, København, Næstved, Randers, Solrød, Albertslund, Høje-Taastrup, Sønderborg.
- Som en del af omstillingen til en ny affaldssortering har Miljøstyrelsen lanceret en informationskampagne til borgere, kommuner og arbejdspladser. Se mere på www.affaldssorteringnytter.dk