Ulven kommer – ikke bare i eventyrene, men i virkeligheden. Den suser ikke længere bare rundt i skovbrynene, men traver selvsikkert ind på villaveje, ned gennem landsbyer, tæt på husdyr, legepladser og menneskeliv. Og man må efterhånden spørge sig selv: Hvad skal der egentlig til, før vi i Jylland kan føle os nogenlunde sikre i vores eget nærområde?
Ulv set tirsdag den 15. april i Aargab klokken 23.07 syd for Hvide Sande (se link på facebook-siden »os der bor i Hvide Sande«) Katinka Olsrød Dalens opslag.
Vi er nået til et punkt, hvor komikken må høre op. For mens ulve i zoologiske haver bliver holdt bag høje hegn og advarsler, kan de frit strejfende artsfæller spadsere uantastet rundt i den danske natur – og nu også i bynære områder. Det er helt skævt.
Vi får at vide, at ulven er »strengt beskyttet« af EU-lovgivning. Men hvem beskytter de mennesker, der hver morgen sender deres børn ud ad døren – eller de fåreavlere, der gang på gang ser deres dyr blive brutalt angrebet og bidt ihjel?
Selvfølgelig skal vi tage natur og biodiversitet alvorligt
Men beskyttelse af rovdyr må ikke overtrumfe trygheden for den enkelte borger. For hvem vil tage ansvar den dag, det ikke bare er et får, men et menneske, der kommer galt af sted?
Venstre-formand Troels Lund Poulsen har nu foreslået en ændring af lovgivningen – en nødvendighed, hvis vi skal have reel handlekraft, før det går for vidt. Ligesom i Sverige bør vi kunne reagere hurtigt og effektivt, når en ulv viser problematisk adfærd. Ikke via langsommelige papirgange og uklare definitioner, men med enkle og klare regler.
Spørgsmålet om, hvem kom først til Danmark – ulven eller mennesket? Selv hvis det var ulven der kom først, giver det den ikke førsteret i vores landskab i dag. Vi må turde sige fra – og sige det højt. Det handler ikke om had til rovdyr. Det handler om respekt for hverdagsliv, for dyr, for børn og for tryghed. Derfor skal regulering af ulve ikke være et tabu, men et ansvar.
