Det har længe været diskuteret i modebranchen, om de retoucherede fotos i virkeligheden bare booster vi almindelig dødeliges vrangforestillinger og spiseforstyrrelser. Ingen af os er jo bare i nærheden af at ligne en retoucheret million, når vi morgengrimme og forsovede møder os selv i spejlene hjemme på de lune badeværelser.
Man ka’ så endda undskylde det, når det gælder en modebranche, der lige så meget som form og funktion sælger modeluner og fjerne fatamorganaer.
Men jeg undrer mig seriøst, når den samme trend gør sig gældende for landets politikere …..
Nu. Mens vi alle sammen burde diskutere patentdomstol og parlamentarisk indflydelse, stirrer porcelænsansigterne ned på os fra lygtepælene med verdensfjerne, isblå øjne.
Og nu. Mens vi burde diskutere hvordan vi ka’ gå all in på det europæiske samarbejde, forsøger de vordende EP-politikere én efter én at overgå hinanden i helgarderende forbehold og abstrakte undskyldninger.
Det er da en underlig måde at samarbejde på!?
Som om Strassbourg var et fjernt eventyrland, og ikke bare en hyggelig by i Frankring.
Det siger lidt om virkelighedsfordrejelsen, at selv gamle Harry Jensen ligner en mand på 40 der lige har overstået en måneds detox på alpeluft og grøntsagsjuice. For ikke at nævne Ulla Tørnæs, der’ sat op, som om hun sku’ til casting på en ny Toomb Raider.
I hvert fald ka’ jeg ikke la’ være med at sukke højlydt, når jeg pruster forbi under EP-plakaterne, med svedperler på panden og kogrøde kinder.
Et eventyrland er et fascinerende sted.
Men hvor ville det være befriende hvis de aspirerende Europa-politikere ind i mellem befandt sig i den virkelige verden.
