Det koster en mindre »sandkasse«, at sende børnehavebørn afsted ud i byen med bus. Om det er til Fjorden eller Havet eller måske blot ned i byen, så koster det normal takst ved bussen.
Det begrænser de små poder i at komme så meget ud, som man egentlig gerne ville. Marina fra Støtteforeningen fortæller, at der er SÅ mange muligheder for børnene i Hvide Sande, men pga. børnehavens placering (I industri-kvarteret allernordligst i Hvide Sande by) er der meget langt for de små korte ben at gå, til selv de små oplevelser. Hun forklarer, »Med ladcyklerne på el, vil pædagogerne have betydeligt og mange flere muligheder, end de har i dag. Man kunne cykle ned til Troldebjerg og tælle trapper eller tage en tur ud til Lyngvig Fyr for den sags skyld. Havnen og Tyskerhavnen kunne også være et mål, hvor de små kunne opleve nærmiljøet og vores ophav i byen. Hvilket kun vil gavne børnene, selvom børnene stadigvæk er ret små, så er mulighederne mange,« slutter Marina.
Generelt er holdningen, at det er super ærgerligt, at børnene i børnehaven ikke kan opleve alle de »kulturelle« muligheder, som Hvide Sande og hele Ringkøbing Skjern kommune tilbyder, fordi børnehaven ligger ret langt væk fra næsten alting.
Derfor er støtteforeningen for børnehaven gået ind i et støtte-projekt med at skaffe penge og donationer til nye el-ladcykler, der kan fragte flere børn og én pædagog ud på de små ture i området. En tur ud i det blå, med den friske vestenvind, der fylder de smås lunger, giver dem røde kinder og selvfølgelig én på opleveren.
Økonomi og sund fornuft går ikke altid hånd i hånd, men her er det en oplagt Win-Win situation. Man får glade børn og tilfredse forældre og pædagoger samt en forbedret økonomi, hvis Støtteforeningens mål med nye el-ladcykler bliver til virkelighed.
Der spares buspenge for børn og pædagoger, når cyklerne findes frem og tiden forkortes, så flere kan komme på tur. Miljøet lider ingen overlast af de to-hjulede og frisk luft og tilfredse børn og pædagoger vil der heller ikke være mangel på.
Støt med et beløb, hvis du syntes at bybilledet igen skal rumme glade smilende og tilfredse børnehavebørn, der med pædagogerne i sadlen, igen vil kunne opleves bynært og ude i naturen.
Lad pengene strømme ind på MobilePay 97852 – så støtter man et godt formål.
Den gode idé
Kommunal dagplejer syntes ideen var så god, at hun på stedet donerede 500 kroner til cykelprojektet, så de små kunne komme lidt mere ud. Flere har doneret flotte penge gaver, men alle bidrag store som små, vil blive taget godt imod. Ønsker man at bidrage med lidt større beløb, kan det lade sig gøre. For 2000 kroner kan man give sin støtte til det gode formål og samtidig få et logo på ladet af cyklen, som en erkendelse for støtten.
En engageret Forældrebestyrelsen samt Støtteforening for Klittens Børnehus, har som overordnet mål »at forsøde børnenes gang i børnehaven«, så de har det både sjovt og godt. Det fortæller både Marina fra Støtteforeningen og Heidi fra Forældrebestyrelsen i Klittens Børnehus.
Støtteforeningen har tidligere hjulpet med alt fra, Ipads og legeskib på legepladsen samt kontante beløb som kunne bruges på legetøj udenom en pålagt kommunal indkøbsaftale. Det er også blevet til en update af børnehavens »drengerum« og »pigerum« samt »Byggern«, et udendørs værksted og en generel opdatering, almindelig vedligeholdelse af legepladsen.
Marina slutter af med at sige at El-cyklerne vil være første skridt til at kunne opleve nærmiljøet, og måske et generelt buskort til børnehaverne, som kunne åbne endnu flere muligheder for børnene i børnehave i hele kommunen – Det er noget Støtteforeningen i Klittens Børnehus vil arbejde videre med og undersøge nærmere, slutter Marina.