Kott Fritid arrangerer sædvanen tro, »Nordsø Cup« i Hvide Sande, for de skrappeste lystfiskere af slagsen, nemlig surfcastfiskerne. Der i denne sidste weekend i oktober udfordrer hinanden udi disciplinen langs den jyske vestkyst.
»Nordsø Cup 2018« starter lørdag den 27. oktober kl. 7.00 og slutter først kl. 23.00 lørdag aften.
Her vil udenlandske og danske surfcastere konkurrere mod hinanden om den kontante førstepris på 10.000,- kroner og en samlet præmiesum på op mod 100.000,- kroner. Så chancen for deltagerne, at komme hjem med lidt nyt fiskegrej og udstyr, skulle være overraskende stor, når de 100 lystfiskere dyster mod hinanden.
Konkurrencen for de vejrbidte
Det er et populært fiskeri, der her lægger sig helt tæt op af vintermånedernes, til tider stormende kuling, med den friske salte blæst og skumsprøjt, fra Vesterhavet. Noget der kræver sit af surfcasterne, der får brug for al deres erfaring, tekniske kunnen og udholdenhed samt ikke mindst den varme påklædning, med huen trukket godt ned i panden og en termokande skoldhed kaffe indenfor en armslængde, til at holde gejsten oppe.
For tilmelding send e-mail til: info@kottfritid.dk
En oplevelse også for publikum og andre interesserede, der udover fiskeriet også møder vestkystens smukke natur og friske luft.
Vel mødt !