I 2018 trådte DGI ind i samarbejdet omkring North Sea Beach Marathon og nu er samarbejdet yderligere forstærket – nemlig med den nye løbeklub i Hvide Sande: 56°Nord Runners, der startede op i starten af
januar i år.
Hvide Sande KFUM, Ringkøbing Atletik & Motion, Holmsland Klit Turistforening og DGI Vestjylland er fortsat medarrangører til North Sea Beach Marathon.
Løbet afvikles for 21. gang søndag d. 21. juni og med nye kræfter inde over, sker der også nogle ændringer i forhold til de seneste år.
Prisen på de forskellige distancer er sat ned og distancerne hedder nu maraton, halvmaraton, 10 og 5 km. På depoterne langs ruten vil der også være ændringer.Hvor man før i tiden har kunnet afhente startnumre på Hotel Fjordgården om lørdagen bliver det nu muligt at afhente startnumrene hos 56°Nord Runners, som jo netop ligger i Hvide Sande, hvor løbet afholdes om søndagen.
Det er en fornøjelse med nye kræfter i samarbejdet, især fra så garvede og entusiastiske personer som Rikke Brinch Rødgaard og Bo Darling, der har stor erfaring med at arrangere løb og et bredt netværk i løbsverden. Der vil igen i år være start og mål i Hvide Sande og der er åbent for tilmeldinger på beachmarathon.com.