Det er en stolt bagermester, der går rundt i Hvide Sande.
Den 31. januar var Rikke Christensen fra Hvide Sande Bageri til svendeprøve på Holstebro Tekniske Skole. Svendeprøven bestod hun, ovenikøbet med en flot bronzemedalje.
Rikke har været ansat i Hvide Sande Bageri siden hun var 13-14 år. Først var hun butikspige i 6-7 år, men en dag spurgte hun bagermesteren om læreplads. -Jeg sagde selvfølgelig ja med det samme, fortæller bagermester Martin Thygesen. – Det er vel så 3 1/2 år siden nu, og man kan vel roligt sige, det var en klog beslutning, tilføjer bagermesteren.
Sammen med bronzemedaljen fik Rikke også et gavekort på 10.000 kroner af BKD (Bager- og Konditormestre i Danmark). Gavekortet kan Rikke bruge på enten videreuddannelse eller en rejse ud i verden for at se, hvordan de laver brød andre steder i verden.
Rikke og Martin har aftalt, at Rikke bliver i Hvide Sande Bageri som bagersvend, for som bagermesteren udtaler – Man smider jo ikke guld på gaden!
Tirsdag efter svendeprøven blev Rikke i Holstebro sammen med nogle af de andre, der var til svendeprøve. Her fik hun fejret det flotte resultat.