Süddänische Nordsee Tysk TV Kampagne Spot from Colin John Seymour Jr on Vimeo.
Tyske feriegæster er vilde med de danske feriehuse. Lige nu er der gang i en stor tv-kampagne, der skal få endnu flere til at vælge Danmark som næste feriemål.
“Vi har valgt at gå sammen med andre danske turistaktører, for sammen kan vi få en meget synlig kampagne. Den har kørt siden midt i januar, og allerede nu kan vi se, at vores hjemmeside er besøgt af 40 % flere end i januar sidste år,” siger Sebastian Schaper, der er turistdirektør i Ringkøbing Fjord Turisme.
Med et samlet budget på mere end 10,4 millioner kroner er der tale om det hidtil største samarbejde om tv-reklamer i Tyskland i dansk turisme.
“Tv er et umådelig stærkt medie, og vi er glade for at kunne bruge tv-spots som spydspids for alle vores andre aktiviteter, der kører over året i Tyskland. Vi får et godt afsæt netop nu, hvor tyskerne begynder at tænke på sommerferie. Tyskerne er glade for Danmark, de leder efter frihed, plads og let tilgængelig natur. Derudover er Danmark et trygt og sikkert rejseland, set fra et tysk perspektiv, hvilket er specielt vigtigt for børnefamiliernes ferie i øjeblikket,” siger Mads Schreiner, der er VisitDenmarks markedschef i Tyskland.
Tyskerne står for mere end halvdelen af de udenlandske overnatninger i Danmark, og for langt størstedelen af overnatningerne i feriehuse. De foreløbige tal for 2016 peger i retning af endnu et rekordår med en estimeret vækstrate på 9 pct., og også i Ringkøbing-Skjern var der pæn vækst i de tyske overnatninger i 2016.
Sidste år var første gang, VisitDenmark gik sammen med en række partnere for at få ferie i Danmark på tv i Tyskland. Reklamen fra sidste år har fået meget fine ratings, så den er grundlaget for den nye fælles indsats, der indeholder spots for både ferie ved den danske Nordsee og Ostsee. Og budskabet i de to spots er det samme: Som familie får man en dejlig og tryg ferie i Danmark, og med eget hus er der frihed og plads til at udfolde sig og være sammen om masser af udendørs oplevelser.
Om kampagnen
• TV-kampagnen er målrettet tyske børnefamilier og distribueres landsdækkende i Tyskland i perioden 15. januar-26. februar 2017.
• Kampagnens samlede budget er på 10.400.000 kroner, og bag kampagnen står NOVASOL A/S, Scandlines, Dansk Kyst og Naturturisme, Destination Sønderjylland, Ringkøbing Fjord Turisme, Destination Sydvestjylland og VisitDenmark.
• TV-spottene er på 20 sekunder og viser en klassisk dansk kystferie, hvor feriehuset i den frie, smukke natur er rammen for samvær med familien. Spottet vises på TV-stationerne: SAT1, Kabel1, VOX, SuperRTL, RTL West, RTL Nord, Hamburg1og Sylt1.
• Tv-spottene bliver også brugt i markedsføring på Facebook over for tyske børnefamilier, som er ved at samle information til næste ferie
• VisitDenmark Tyskland er projektleder på kampagnen og sikrer, at alle øvrige markedsføringsaktiviteter, som gennemføres med danske destinationer og turismevirksomheder i 2017, er koordineret med TV-satsningen.