En ny undersøgelse af kriminalitetsramte borgeres tilfredshed med politiets håndtering af deres sag viser flere områder, hvor der er plads til forbedring.
I 2024 har Justitsministeriets Forskningsenhed efter ønske fra Rigspolitiet undersøgt kriminalitetsramte borgeres tilfredshed med politiets håndtering af deres sag. Undersøgelsen omfatter svar fra i alt cirka 7.000 borgere fra Danmark, Grønland og Færøerne og præsenteres nu i rapporten Kriminalitetsramte borgeres tilfredshed med politiet.
Undersøgelsen viser samlet set en tilbagegang på 5 procentpoint i andelen af kriminalitetsramte borgere i Danmark, der er tilfredse med politiets håndtering af deres sag, sammenlignet med den seneste lignende undersøgelse, der blev gennemført i 2019 og offentliggjort i 2020.
Hovedresultater fra rapporten »Kriminalitetsramte borgeres tilfredshed med politiet«
Undersøgelsen viser blandt andet, at:
- 55 procent af de adspurgte kriminalitetsramte borgere i Danmark var tilfredse med politiets håndtering af deres sag. 22 procent var hverken tilfredse eller utilfredse, mens 24 procent var utilfredse. Til sammenligning var 60 procent af de adspurgte i Danmark tilfredse med politiets håndtering af deres sag i 2019.
- 47 procent af de adspurgte kriminalitetsramte borgere i Grønland var tilfredse med politiets håndtering af deres sag. 12 procent var hverken tilfredse eller utilfredse, mens 40 procent var utilfredse. Der findes ikke tal for 2019 til sammenligning.
- 75 procent af de adspurgte kriminalitetsramte borgere på Færøerne var tilfredse med politiets håndtering af deres sag. 10 procent var hverken tilfredse eller utilfredse, mens 15 procent var utilfredse. Der findes ikke tal for 2019 til sammenligning.
- Udviklingen i de danske politikredse, fra undersøgelsen i 2019 til undersøgelsen i 2024, varierer. Mens andelen af borgere, der er tilfredse med politiets håndtering af deres sag, er faldet i Københavns politikreds, er den, når der tages højde for ændringer i kriminalitetsbilledet og i de kriminalitetsramte borgeres karakteristika, steget i Sydsjællands og Lolland-Falsters politikreds. For de øvrige ti politikredse ses ingen statistisk signifikant udvikling i andelen af borgere, der er tilfredse med politiets håndtering af deres sag. På landsplan er der imidlertid samlet set en statistisk signifikant tilbagegang fra 2019 til 2024 på 5 procentpoint i andelen af kriminalitetsramte borgere, der er tilfredse med politiets håndtering af deres sag.
- Borgere i Danmark, der har været udsat for indbrud, er generelt mere tilfredse (75 procent) med politiets håndtering af deres sag end borgere, der har været udsat for eksempel psykisk vold (31 procent) og voldtægt (36 procent).
- I Danmark oplever flere kriminalitetsramte borgere end tidligere at få information fra politiet i løbet af sagen og er tilfredse med informationen.
- Der er større sandsynlighed for, at kriminalitetsramte borgere er tilfredse med politiets håndtering af deres sag, når de føler, at politiet har taget deres anmeldelse seriøst.
- Kriminalitetsramte borgere, der oplevede at have modtaget information af tilfredsstillende kvalitet fra politiet i løbet af deres sag, udtrykte generelt set en højere tilfredshed med politiets håndtering af deres sag end borgere, der oplyser ikke at have modtaget information i løbet af sagen.
Politiets videre arbejde
Et af formålene med undersøgelsen er at identificere, hvor og hvordan politiet kan forbedre servicen til de borgere, der indgiver en anmeldelse til politiet. Politiet skal af den årsag nu se nærmere på undersøgelsens resultater, og hvad de kan give anledning til:
»I politiet arbejder vi løbende på at udvikle vores tilgang til mødet med borgerne. Det er en vigtig prioritet for os, og vi har i politiets ledelse haft de første drøftelser om rapporten, da den giver os betydningsfuld viden om, hvor vi kan sætte ind for at forbedre os,« fortæller rigspolitichef Thorkild Fogde.Fra Københavns politikreds, hvor der er sket et mindre fald i de kriminalitetsramte borgeres tilfredshed med politiets håndtering af deres sag, lyder det:
»Borgernes oplevelse af os som politi betyder rigtig meget for os, og vi stræber hele tiden efter at gøre det bedre. Det er afgørende for os, at borgerne kan have tillid til, at vi tager deres anmeldelser seriøst og oplever en god dialog med politiet. Vi vil derfor se på, om undersøgelsen giver anledning til yderligere tiltag i Københavns Politi,« udtaler politidirektør i Københavns Politi Anne Tønnes.
Om rapporten
Rapporten “Kriminalitetsramte borgeres tilfredshed med politiet” er denne gang udarbejdet af Justitsministeriets Forskningsenhed, mens den seneste rapport udgivet i 2020 blev udarbejdet af Rigspolitiet.
Rapporten bygger på resultaterne af en spørgeskema- og interviewundersøgelse blandt borgere i Danmark, Grønland og på Færøerne, som har været udsat for kriminalitet, da de var 15 år eller ældre, og som selv har anmeldt det til politiet.
Analyserne for Danmark er baseret på 6.867 spørgeskemabesvarelser samt 34 uddybende, kvalitative interviews. Fra Grønland indgår 209 spørgeskemabesvarelser og ni interviews. Fra Færøerne indgår 48 besvarelser og otte interviews. Alle data er indsamlet i 2024.