Cool Jul på Bundsbæk Mølle Der var “Cool Jul” foran den gamle vandmølle, og selvom vandmølle har oplevet meget, har den aldrig set en kasketbærende nisse få flere hundrede børn, og ikke mindst deres voksne, til at synge med på hits som “Gi’ Mig Slik”, “Risengrøden er fin” og alle de andre kendte sange fra julekalendersucceserne med Pyrus. En alletiders juleweekend på Bundsbæk Mølle Årets hyggeligste julemarked, Jul på Bundsbæk Mølle, blev i den grad skudt i gang 2. dec., da Jan Linnebjerg, Pyrusander Purlegris, Pyrus-himself åbnede den nye juleudstilling “Alletiders Juleudstilling” som kan opleves til Jul på Bundsbæk Mølle ved Skjern. Det var første gang Jan Linnebjerg, der har spillet Pyrus siden 1994 var på besøg på Bundsbæk Mølle. Årsagen var den helt nye juleudstilling “Alletiders Juleudstilling”, der netop åbnede den 2. december. “Det er en helt fantastisk udstilling” udbrød Jan Linnebjerg, da han så Pyrus’-, Gyldengrøds- og Frejas tøj, “kighullet” ind til Rigsarkivet og alle de andre ting der nu er udstillet. “Det er fedt at vi er kommet på museum” fortalte Jan Linnebjerg, der kunne tilføje at det også var noget nostalgisk for at ham at gå rundt i udstillingen “De julekalendere har jo mere eller mindre formet mit liv - og derfor er det selvfølgelig også skønt, at det stadig er noget folk går op i”.
Og det gjorde folk! Både voksne og børn fik taget billeder, skrevet autografer - og for en heldig håndfuld, blev det også til en tur i hestevogn med Pyrus. Den flotte udstilling kan opleves d. 9.-10. dec. 2017 samt til Jul på Bundsbæk Mølle i december 2018 og 2019.
Peder og Pyrus var på pletten
Og for Peder på 13 år faldt julen tidligt i år.
For det var ikke kun Jan Linnebjerg der var iført “Pyrustøj” også “Lille Pyrus” - eller Peder Olesen - som han i virkeligheden hedder, kom klædt som Pyrus. Peder havde også været så heldig at vinde en plads i hestevognen med Pyrus, men Peder var lige ved at komme for sent til Pyrus’ show. Heldigvis spottede Pyrus det - og Peder og hans mor, Pia Bach Olesen, fik sig noget af en overraskelse - og måske endda et minde for livet - da Pyrus tilbød at Peder kunne køre med ham i bilen ned til scenen og se showet.
Julerier og et nisseversitet der ringede ind for første gang
Som altid var der også gang i de mange hyggelige boder til det historiske julemarked “Jul på Bundsbæk Mølle”. I juleladen stod bowlerklædte købmænd og kyseklædte fruer klar til at vise de mange lækkerier frem og i gløggstuen blev æbleskiverne hurtigt langet over disken. Alt var lige som det plejer at være - og ligesom det skal være, når der er Jul på Bundsbæk Mølle.
Næsten! For den ene grønne skovnisse efter den anden bestod nemlig den svære prøve i det helt nye Grønne Skovnisseversitet og med diplomet i hånden, kunne de mange børn kalde sig ægte skovnisser.
Det Grønne Skovnisseversitet er en del af julemarkedet og et sted hvor hele familien kan gå på oplevelse i julens magiske univers. Børneaktiviteterne på nisseversitetet er gratis. I weekenden, den 9. og 10. december, slår vi endnu en gang dørene op til julehygge, juleboder og julerier. Her kan I opleve “Alletiders Juleudstilling”, smage de mange lækre delikatesser, hygge jer i gløggstuen og lade børnene prøve kræfter på Det Grønne Skovnisseversitet. Det store julemarked på Bundsbæk Mølle krydrer juleoplevelsen for familien med natur- og kulturformidling. I kan derfor glæde jer til at at se historiske karakterer klædt i historiske dragter, I kan både møde møllerne, smedene og bagerne. I kan også møde Ringkøbing-Skjern Museums naturvejledere eller få en snak med arkæologerne, mens børnene prøver kræfter med metaldetektorerne.
Praktiske oplysninger.
Jul på Bundsbæk Mølle:
Dato: 9. og 10. december kl. 10.00-16.30
Sted: Bundsbæk Mølle, Bundsbækvej 27 6900 Skjern
Entré: Voksne 75 kr., børn og unge 6-14 år 35 kr., børn under 6 år kommer gratis ind.
Jul på Bundsbæk Mølle og “Alletiders Juleudstilling” kan i 2018 og 2019 opleves de to første weekender i december.
Om Jul på Bundsbæk Mølle
Jul på Bundsbæk Mølle er en tilbagevendende årlig begivenhed. Bundsbæk Mølle er en del af
Ringkøbing-Skjern Museum, og hvert år forvandles den gamle vandmølle til et julelandskab, med boder, delikatesser, binderier, aktiviteter, særudstilling og det vi kalder levendegørelse. Her bliver historien levende - bageren bager brød i den gamle stenovn, karlen bliver sendt ud efter brænde, møllerkonen fortæller historier og alt foregår selvfølgelig i historiske dragter. “Den Grønne Skovnisse” er også en del af konceptet “Jul på Bundsbæk Mølle”. Nisserne bor i naturparken ved møllen og kommer hvert år frem til jul for at fortælle alle børn, hvordan man bedst passer på naturen og dyrene.
Om Ringkøbing-Skjern Museum
Ringkøbing-Skjern Museum er et statsanerkendt museum med mere end 10 besøgssteder omkring Ringkøbing fjord. Museet formidler og fortæller den levende historie, lige der hvor historien foregik, det betyder blandt andet at vores besøgende kan rejse tilbage i tiden og besøge vikingerne på Bork Vikingehavn, de kan komme på bunkerture og opleve Anden Verdenskrig helt tæt på eller de kan mærke suset fra Vesterhavet, mens de ser ud over det evigt foranderlige landskab fra toppen af Lyngvig Fyr ved Hvide Sande. Hvert år byder vi over 200.000 glade gæster velkommen i den levende historie.