Før Hvide Sande på lørdag lægger havnemole til den første halve time af den store finale på Europæisk Kulturhovedstad Aarhus2017, vil besøgende blive forkælet med en hel eftermiddag af fest og underholdning.
Som så ofte før stævner et skib ud mod solnedgangen fra Havnen i Hvide Sande, når byen længst mod vest i Region Midtjylland er vært for første del af det store afslutningsshow på det europæiske kulturhovedstadsår Aarhus2017.
Den officielle afslutning
Teater, drama og symbolik bliver der nok af i det ambitiøse afslutningsshow A Shared Moment i Hvide Sande. Hele den officielle del af showet varer en halv time, og projiceres op på Isværket i Hvide Sande samt på siloer på havnen i Aarhus, før resten af afslutningsshowet flytter til Aarhus.
Inden skibet stævner ud, vil borgmestrene fra kommunerne i Region Midtjylland og regionsrådsformanden gå forrest i en procession af mennesker fra det gamle rådhus i Hvide Sande ned til havnen, hvor de vil have en rolle i aktiveringen af kunstinstallationen. Undervejs vil de passere 50 perkussionister i fuldt vigør, et kor på omkring 65 sangere og i Inderhavnen vil de møde en poetisk skibsballet “danset” af lokale fiskerbåde.
Faktisk lover arrangørerne, Europæisk Kulturhovedstad Aarhus2017 i samarbejde med Teatret OM, Musikskolen Ringkøbing-Skjern, Ringkøbing-Skjern Kommune og Ringkøbing Fjord Turisme, at det ambitiøse afslutningsshow bliver en oplevelse, der giver kuldegysninger. “Showet vil tage dig med på en rejse gennem vintermørket og sende dig hjem med en oplevelse ud over det sædvanlige”, lover de.
Forfest
Allerede fra klokken 14 står lokale FDF spejdere klar med lejrbål, hvor man kan lune sig med pandekagebagning, ligesom DGI indbyder til udendørs gymnastik og leg for alle. Ringkøbing-Skjern Ungdomsskole tilbyder skater- og street sport, parkour, brætspil og familieaktiviteter, mens man i Havnegade kan prøve at streetsurfe, der skulle være ligesom windsurfing, bare uden det våde slutresultat.
For dem, der dårligt kan undvære julen en lørdag i december, kommer Ringkøbing-Skjern Museum med den grønne skovnisse fra Bundsbæk Mølle, som fortæller om og hjælper børn med at lave en klabautermand – en skibsnisse i træ. Til de voksne er der historier om kulturhovedstæder og nisser. Besøg den grønne skovnisse i Sportsfiskercentret.
På nyopståede musikscener rundt om i byen vil der fra klokken 14.30 bl.a. være STOMP. Det er en slags musikalsk parkour, hvor publikum bliver involveret i at skabe dynamisk og rytmisk slagtøjsmusik ved at slå på alt, hvad der er i byrummet af tønder, træ, metal, plastic etc.
Er man mere til genkendelige pop-numre spiller Folkeklubben “popsange til den tænkende hjerne og det bankende hjerte” klokken 15 i Bredgade, ligesom alle kan synge med, når der er Spil Dansk Fællessang fra klokken 15.30.
Ved Mylius Eriksen Bryghus synger det 45 mand store shantykor Capstan gamle sømandsviser af flere omgange, ligesom den polske teatertrup Teater Brama overrasker med smil, grin og varme.
Kom godt hjem