Er der noget, der er populært blandt de faste gæster samt besøgende turister i Ringkøbing, er det de tilbagevendende kunsthåndværksmarkeder. De vender tilbage i år i det man kan kalde for en ”Corona-venlig” version.
– der bliver stadig masser af lækkert kunsthåndværk at se, når man besøger Ringkøbing hver dag de kommende syv uger med start mandag den 6. juli. Normalt plejer vi at samle kunsthåndværkerne i V. Strandgade. Men da det er en smuk gammel men meget smal gade, har vi måttet tænke nyt i år for at forhindre, at for mange forsamlet på for lidt plads, fortæller Lone Keilberg Lydig der står bag de populære Kunsthåndværksmarkeder.
Løsning er blevet at sprede op til femten kunsthåndværkere ud over midtbyen i Ringkøbing.
– de op til femten kunsthåndværkere fordeles på V. Strandgade, Torvet, Grønnegade samt havnen, hvor de placeres med behøring afstand og med mulighed for at spritte hænderne af, når man handler hos den enkelte. Dermed opfylder vi myndighedernes krav og gør det sikkert at besøge kunsthåndværkerne, slår Lone Keilberg Lydig fast.
Hun kan melde om en enorm interesse for sommerens Kunsthåndværksmarkeder fra udstillere fra hele landet.
– der er både gengangere og det er vi rigtigt glade for. Det giver både vished for et højt niveau blandt de, der kommer og udstiller samtidigt med, at der kommer friske pust ind imellem, siger Lone Keilberg Lydig.
Lokale dråber i fokus
Ved det første kunsthåndværksmarked kommende uge, kommer blandt andet lokale dråber i fokus.
Westjysk Smag har nemlig fremstillet en Bark Likør i forbindelse med 1700 Dagene, der afvikles de kommende uger i Ringkøbing Centrum.
– det er en likør, der sender kunderne tilbage i hænderne på middelalderens traditioner, hvor bark fra Birk og Pil blandt andet blev brugt til at dulme smerter med. Birke- og Pilebarken har tilsammen en let og tør smag, der leder tankerne mod mere syrlig-søde noter. Likøren er fremragende til ostebordets markante og tørre oste, men går også til kaffen eller som næring til sjælden, fortæller Dorte Agerbo – der sammen med sin mand Benny Agerbo driver Westjysk Smag.
Her har man siden 2013 specialiseret sig i produktion af spændende produkter. Blandt andet nyfortolkning af den klassiske likør frembragt på rene naturlige råvarer.
– Det, det gør Westjysk Smag unik, er, at vi har fremdyrket vores egen vildgær, som vi har fundet i gårdens æblelund og bruger i alkoholprocessen. Det er der ingen andre, der er lykkedes med. Siden er vi også begyndt at lave eddiker. Vi går vores egne veje og bruger naturen alle mulige steder. Benny kan fx stadig huske da han var lille knægt og bed i en dunhammer for første gang, forklarer Dorte Agerbo og fortsætter:
– Filosofien er, at de planter, der blomstrer samtidigt, kan sættes sammen som smage. Det er kort sagt blevet en glæde for os, som vi synes alle fortjener at opleve, fortæller Dorte Agerbo, der medbringer Bark Likøren, men også de andre mere velkendte Westjysk Smag-produkter.
Kunsthåndværkerne indtager de 15 spredte salgssteder hver dag med start fra på mandag den 6. juli 2020 og kører de kommende syv uger.