Corona-nedlukningen tvang mange små- og mellemstore virksomheder til at lægge den grønne omstilling på hylden. Nu har Ringkøbing-Skjern Kommune fået 2 mio. kr. fra Erhvervsstyrelsen til at hjælpe virksomheder i hele regionen videre med klimadagsordenen.
COVID-19 skubbede med ét klimadagsordenen ud af nyhedsbilledet og forværrede små og mellemstore virksomheders økonomi – og dermed også deres fokus på den grønne omstilling.
Derfor har Ringkøbing-Skjern Kommune som operatør på projektet ECSMV søgt og fået 2 mio. kr. fra Erhvervsstyrelsen til at hjælpe små og mellemstore virksomheder i Region Midtjylland med at få den grønne omstilling tilbage på sporet.
Projektet, der har kørt i halvandet år og foruden Ringkøbing-Skjern Kommune ledes af Aarhus og Skive kommuner, skal fremme energieffektivitet og CO2-besparelser i små og mellemstore virksomheder i Region Midtjylland.
Med de nye midler hæver ECSMV-projektet bl.a. procentsatsen fra 15 til 32 procent for medfinansiering af anskaffelsessummen på grønne investeringer, der øger virksomhederne konkurrenceevne og mindsker deres klimaaftryk
-
- ECSMV er en af de få muligheder i Region Midtjylland for støtte til investeringer i små og mellemstore virksomheder. Med en forhøjet procentsats og et tilskudsbeløb på op til 200.000 kr. kan virksomheder få dækket en tredjedel af omkostningerne til indkøb af maskiner og udstyr, der forbedrer klimaregnskabet, siger projektleder Henrik Westerby, og tilføjer, at tilsvarende hjælp til virksomheders grønne omstilling oftest vil være i form af rådgivning:
-
- Økonomisk støtte til anlægsudgifter er usædvanligt, men ved at tilbyde den, kan projektet hjælpe virksomhederne direkte med at reducere deres energiforbrug eller mindske deres co2-udledning – og derved styrkes deres konkurrenceevne, forklarer han.
Med et budget på 42 mio. kr. bistår ECSMV-projektet fra sekretariatet i Ringkøbing i forvejen 200 virksomheder på tværs af regionen med at udvikle og implementere grønne forretningsmodeller.
Fælles for de grønne forretningsmodeller er, at de handler om at omstille virksomhederne i en mere bæredygtig retning. Det kan f.eks. ske ved at effektivisere energiforbruget og/eller reducere ressourceforbruget, og derigennem nedbringe udledningen af CO₂.
Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd varetager samarbejdet med virksomhederne i Ringkøbing-Skjern Kommune. Forhåndsinteressen for projektets tilskudsmuligheder er stor, og der samarbejdes allerede nu med en række virksomheder om udvikling af grønne forretningsmodeller.
Det gælder f.eks. Skjern Paper, der deltager med et projekt om cirkulær økonomi.
De 2 mio. kr. kommer fra Erhvervsstyrelsens pulje til at justere og skalere projekter, der hjælper virksomheder med at håndtere konsekvenserne af COVID-19.
ECSMV er et samarbejde mellem kommunerne i Region Midtjylland. Projektet støttes af Erhvervsstyrelsen og Region Midtjylland.