Ringkøbing – Skjern Kommune udsender en advarsel om falske opringninger, hvor personer udgiver sig for ansatte i kommunen og forsøger at lokke personfølsomme oplysninger af borgerne.
Så pas på hvis din næste telefonsamtale lyder sådan her:
»Hej, jeg hedder Søren og ringer til dig fra Ringkøbing-Skjern Kommune, fordi du har noget pension til gode. Så hvis du lige kan give mig dit CPR-nummer og kontonummer, klarer vi hurtigt den sag…«
Nogenlunde dén besked har i hvert fald én borger fået på telefonen. Vedkommende blev mistænksom og henvendte sig til kommunen, hvor Borgerservice nu råder til ekstra agtpågivenhed og advarer imod, at man udleverer personfølsomme oplysninger som f.eks. CPR.nr. og bankkontonummer på telefonen.
»Fra kommunens side ville vi aldrig ringe en borger op og bede om f.eks. kontonummer. Vi kommunikerer via digital post eller brev, netop for at sikre, at personfølsomme oplysninger ikke ender i de forkerte hænder, hvor de kan misbruges,« siger Torben Andersen, leder af Borgerservice i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Han tilføjer, at penge, som en borger har til gode hos kommunen, automatisk bliver udbetalt til den pågældendes NemKonto.