Når Generator på fredag åbner dørene for det koncerthungrende publikum, bliver genåbnings-koncerten med Tambourine optaget og vil blive sendt på Kultur-kanalen, der sender på Kanal Midt-Vest, der kan findes på dit tv mellem kanal 90-99 (varierer efter udbyder).
Koncerten på fredag har været udsolgt et stykke tid, så selvom ”tambourinerne” plejer at sælge godt, er det også et udtryk for publikums ønske og hunger efter koncertoplevelser.
– Der er nogle ganske få krav, publikum skal efterleve i forbindelse med vores koncerter: man skal have en negativ Coronatest der er max. 72 timer gammel eller et Coronapas, publikum skal sidde ned, alle skal bære mundbind når man går til og fra sin plads og så skal med spritte af og holde afstand. Så det eneste nye i forhold til efteråret er, at man skal kunne fremvise en negativ test eller et Coronapest, fortæller Anton Bjerg, der er leder af Spillestedet Generator.
Kultur-kanalen har tidligere optaget sendt flere koncerter fra Generator, som man stadig kan finde på stationens arkiv på YouTube ved at søge på Kultur-kanalen.
Mange gæster i åbningsweekenden
Fredagens udsolgte koncert med Tambourine er ikke eneste koncert på Generator kommende weekend.
Lørdag er der gratis koncert med et nyt spændende dansk musiknavn: JÆRV. Koncerten er gratis for publikum, blot skal man via Generators hjemmeside bestille sin billet. Brug kodeordet GRATIS.
– Søndag eftermiddag gæster et meget kendt familienavn fra musikkens verden Generator – nemlig Lilholt. Der er tale om Kristian og Trine Lilholt, der begge gennem mange år var en fast bestanddel af Lars Lilholt Band. Duoen spiller varm og vedkommende ”menneske musik” og har to andre fremragende musikere med på scenen – Frede Panduro og Lasse Jørgensen. I skrivende stund er der stadig få billetter til denne koncert, fortæller Anton Bjerg.