InWestjyllands bestyrelse har sagt ok til brug af foto. Det er nøjagtig tre år siden, at en flok unge vestjyder mødtes på plænen foran Rådhuset i Ringkøbing til det første arrangement i det nystartede netværk InWestjylland – klubben for unge voksne i Vestjylland.
Siden har der – trods Corona-nedlukninger – været fart på. Klubben har arrangeret alt fra kurbadsaften, og stand up comedy til bowling og traktortræk for de unge voksne i Ringkøbing-Skjern Kommune. Alt sammen med støtte fra kommunen – og alt sammen med det formål at give de 20-35 årige i kommunen et socialt netværk.
Og status efter bare tre år er, at 658 unge vestjyder har engageret sig i klubben.
Torsdag den 16. juni kl. 18-21 gentager InWestjylland derfor klubbens allerførste arrangement og fejrer fødselsdag med et vandsportsarrangement foran rådhuset i Ringkøbing. Her kan medlemmerne prøve kræfter med nogle af de vandsports-aktiviteter, der ligger lige for, når man bor i nærheden af både å, fjord og kilometer efter kilometer af vesterhavskyst.
»Vandsport er et af vores særkender i Ringkøbing-Skjern Kommune, og derfor er det oplagt for InWestjylland, at de fejrer fødselsdagen med et vandsportsarrangement,« siger Dorthe Frydendahl. Hun er bosætningskoordinator i Ringkøbing-Skjern Kommune og meget imponeret over det sammenhold, de lokale unge kræfter bag InWestjylland har formået at skabe. »Ved at tage initiativ til et socialt netværk for unge vestjyder har InWestjylland virkelig ramt et behov hos vores unge voksne og skabt et fællesskab, der er lidt ud over det sædvanlige,« tilføjer hun.
At netværket er lidt ud over det sædvanlige bekræftes af, at klubben vandt TV MidtVests Fantastiske Fællesskaber-prisen på 100.000 kr. i november 2019.
Dengang var det formand Emma Kjeldgaard, der også er en af initiativtagerne bag InWestjylland, der tog imod diplomet. »Vi var helt klart first movers på idéen om et netværk for lokale unge, og vi er helt vildt glade for, at så mange bakker op om ideen ved at melde sig ind i InWestjylland,« siger hun.
Emma Kjeldgaard peger på, at mange af de medlemmer, der kommer til, er tilflyttere eller tilbageflyttere, der søger et socialt netværk og ser InWestjylland som en god måde at få jævnaldrende venner i det vestjyske. Af samme grund må man også gerne deltage i arrangementerne som ledsager og til en højere kostpris, hvis man ikke bor i kommunen. »Jeg tror da ikke, at folk decideret flytter hertil, fordi de har været med til et par arrangementer og har fået øjnene op for det fællesskab, vi har. Men jeg tror på, at InWestjylland er en del af årsagen til, at man vælger at flytte hertil,« siger hun.
FAKTA:
- InWestjylland – klubben for unge vestjyder holder deres fødselsdagsfest på plænen foran Rådhuset i Ringkøbing torsdag den 16. juni kl. 18-21.
- InWestjylland er for unge mellem 20-35 år, som er bosat i Ringkøbing-Skjern Kommune.
- Klubbens navn afspejler, at de unge voksne investerer deres tid og kræfter i lokalområdet – i aktiviteter og i fællesskabet med hinanden. W’et er med til at understrege den vestjyske dialekt og oprindelse.