Hvide Sande blev året højdespringer: Nedsatte priser på frugt og grønt viser store forskelle mellem land og by i Danmark
Fra den 6. til 12. marts 2025 kunne danskerne igen købe frugt og grønt uden moms i alle 365discounts butikker. Nu viser resultaterne fra perioden, at salget af frugt og grønt steg med hhv. 24 og 25 pct. på landsplan målt i mængder. Bag det samlede tal gemmer sig markante forskelle mellem land og by, hvor Hvide Sande i år toppede listen med den største salgsstigning.
Tidligere års Skær Momsen-kampagner har vist, at lavere priser på frugt og grønt kan få flere danskere til at vælge sundere indkøbsvalg. Årets tal bekræfter tendensen, men når man dykker ned i tallene, er det tydeligt, at den største effekt af prisnedsættelserne er at finde uden for de større byer.
Mens salget af frugt og grønt i kommuner som Nordfyn og Vesthimmerland steg markant under dette års Skær Momsen, var det i Hvide Sande, at effekten var allermest markant med en stigning på hele 77 %. Til sammenligning steg salget i landets to største byer, henholdsvis kun 15 % i København og 21 % i Aarhus.
”Tallene fra dette års Skær Momsen viser en markant forskel mellem større og mindre byer. Med en salgsstigning på hele 77 % i Hvide Sande står det klart, at lavere priser gør en reel forskel. Det bekræfter, at økonomien stadig spiller en afgørende rolle i, hvor meget frugt og grønt danskerne køber. Samtidig står udviklingen i skarp kontrast til flere af landets større byområder, hvor prisnedsættelsen kun har haft begrænset effekt,” lyder det fra Michael Tilsted, kædedirektør i 365discount. Prisfald påvirker forbruget – men ikke overalt Mens hovedstadsområdet og de mest velstillede forstadskommuner ikke har oplevet nævneværdige ændringer i salget af frugt og grønt, er effekten markant større i mindre byer og landområder. I Solrød Kommune og Frederiksberg Kommune er der faktisk en tilbagegang i salget af frugt og grønt under dette års Skær Momsen, hvilket ikke kommer bag på Michael Tilsted:
“Vi ved, at der er kæmpe forskel på indkøbsvaner og dagligvarebudgetter på tværs af Danmark. På trods af at tiltag som Skær Momsen ikke har stor effekt i alle landets kommuner, så kan vi igen i år se, at størstedelen af danskerne køber markant mere frugt og grønt, når vi fjerne momsen. Sådan var det også sidste år og året før det. Det synes jeg beretter om, at pris er en reel barriere for sundere valg,” siger Michael Tilsted.
365discount fortsætter med i løbet af 2025 at søsætte initiativer, der skal gøre det lettere for alle danskere at tilvælge de sunde fødevarer i højere grad. Det er en del af discountkædens mål løbende at opfordre til en bredere dialog om, hvordan sunde fødevarer kan gøres mere tilgængelige for alle danskere uanset hvor i landet, de bor.





