Det regner i gennemsnit 179 dage om året i Danmark. Dét er bare én af de informationer, man får i det 40 siders naturhæfte Sundhedscenter Vest og Ringkøbing-Skjern Kommunes afdeling for Kultur, Natur og Fritid nu udgiver – sammen med en opfordring til at lære at holde af regnen, hvis man vil ud i naturen.
Hæftet, der opfordrer børn og deres voksne til at gå ud og opleve naturen, byder på opgaver i naturen som f.eks. netop at gå ud og nyde regnvejret, mærke dråberne, dufte til den regnfriske luft og hoppe i vandpytter.
I takt med at man har gået på bare tæer i græs, på mos og i strandsand, sovet under åben himmel, været helt stille i naturen og samlet ting i skoven og på stranden til naturkunst, kan man krydse af i hæftet og til sidst blive udnævnt til ”naturhelt”.
Med opskrifter på fuglekugler og insekthoteller – og opfordringer til at indsamle affald i naturen og til at så blomster eller plante et træ og se det gro, lærer naturheltene desuden at gøre gode ting for naturen gennem hæftet.
»Vi vil gerne give både voksne og børn inspiration til, hvad man kan foretage sig i naturen – og vi vil gerne give folk et bedre kendskab til det liv, der er derude, og forhåbentlig gennem en større viden og forståelse sikre, at alle er med til at passe godt på naturen,« forklarer Sophie Walseth Albæk, naturmedarbejder i Ringkøbing-Skjern Kommune.
»Vi ved, at rigtig mange – og måske særligt under corona-nedlukningen – har haft nogle gode, energigivende oplevelser i naturen. Men vi ved også, at mange faktisk har et lidt perifært kendskab til naturen og enten ikke ved, hvad man må i naturen eller har svært ved at finde på noget at lave, når de bevæger sig ud i naturen. Derfor hjælper vi lidt på vej med naturhelt-hæftet,« tilføjer hun og understreger, at hæftet selvfølgelig også kan bruges af folk, der har et indgående kendskab til naturen.
Naturhelt-hæftet, der bl.a. også fortæller, hvor og hvornår man må sove ude, plukke og samle ting i skoven og lave bål, er udarbejdet i et samarbejde mellem Ringkøbing-Skjern Kommunes Kultur, Natur og Fritids-afdeling og Sundhedscenter Vest. Sundhed og natur hænger nemlig uløseligt sammen.
Foredrag om sundhed i naturen
Dét er også baggrunden for, at Sundhedscenter Vest og Ringkøbing-Skjern Kommune under overskriften »Tag mig med ud, bedstefar!« nu inviterer til en temaaften om sundhed i naturen.
Arrangementet finder sted på AktivitetsCenter Skjern den 23. august og de gratis billetter fordeles efter først-til-mølle-princippet.
Til temaaftenen om sundhed i naturen kommer TV-lægen Peter Qvortrup Geisling og fortæller om nogle af de mange gode oplevelser børn og voksne kan få i naturen og om, hvordan det at være i naturen, er godt for vores psykiske og fysiske helbred.
Herudover vil de to lokale grupper Outdoorgruppen og Naturligvis fortælle om de naturoplevelser for børn og familier, som de arrangerer, ligesom man kan hente sit eksemplar af naturhelt-hæftet.
»I Sundhedscenter Vest har vi i forvejen rygestop-kurser og netværksgruppe-møder for f.eks. kræftpatienter i naturen, og der er ingen tvivl om, at naturen byder på energi og livsglæde. Så vi håber, at rigtig mange har lyst til at komme og få inspiration til, hvordan man kan kombinere sundhed og oplevelser i naturen,« siger udviklingskonsulent i Sundhedscenter Vest, Trine Bloch Burmølle.
Hun tilføjer, »Her i Naturens Rige har vi mange bynære naturområder, som kun benyttes i begrænset omfang. Måske på grund af manglende kendskab til områderne, manglende kendskab til, om de må benyttes, men også manglende kendskab til alle de muligheder, der er, for bevægelse og kreative aktiviteter ude i naturen. Naturen giver rige muligheder for gode oplevelser med børn og børnebørn – og samtidig har naturen god indflydelse på vores fysiske og psykiske helbred.«
FAKTA:
»Ta’ mig med ud, bedstefar!«-aften (for bedstefædre og alle andre) med bl.a. foredrag med Peter Qvortrup Geisling
- Mandag d. 23. august kl. 19-21 på AktivitetsCenter Skjern, Nygade 48.
- Arrangementet er gratis og alle er velkomne. Tilmelding foregår efter først-til-mølle-princippet. Tilmeld dig til Sundhedscenter Vest på e-mailadressen sundhedscenter.vest@rksk.dk eller på telefon 99 74 19 12 på hverdage mellem kl. 8 og 12.
- Der vil bliver serveret gratis kaffe og kage til arrangementet.
Naturhelt-hæftet vil blive distribueret til bibliotekerne i Ringkøbing-Skjern Kommune i begyndelsen af september, hvorefter man kan hente sit gratis eksemplar. Når hæftet er udfyldt vil man også kunne hente en naturhelt-nøglering på biblioteket.