Selvstændighed og selvbestemmelse betyder mere og mere for fremtidens ældre. Det ses i interessen for og udbuddet af teknologiske hjælpemidler, der kan gøre hverdagen nemmere, når helbredet begynder at svigte.
Briller. Høreapparat. En gaffel med et lidt tykkere greb. Måske ikke lige det vi normalt forbinder med en »teknologisk løsning«, men det er det ikke desto mindre; Det er hjælpemidler, der træder til, hvor en af sanserne svigter. Vi bliver flere ældre borgere i Danmark – også i Ringkøbing-Skjern Kommune, og fremtidens ældre vil i højere grad klare sig selv og udskyde hjemmehjælpens besøg. Det er en interessant udvikling, man som kommune er nødt til at forholde sig til.
Derfor holdt Sundhed og Omsorg midt i september »velfærdsteknologi-messe«. Medarbejdere, politikere, borgere, pårørende og andre interesserede kunne komme og se nogle af de muligheder, der er for at gøre hverdagen nemmere og for at blive mere selvhjulpen i sit liv, når kræfterne tager af. »Vi ser allerede tendensen. Vi ser det, når landmænd sælger gården og flytter ind til byen i et nyt hus. De indretter det, så de kan bo i huset resten af deres liv. De spørger os til råds, så de kan indrette det bedst i forhold til plads, muligheder og hjælpe-tiltag til når det en dag måske bliver aktuelt,« fortæller Dorthe Gammelgaard, afdelingsleder i Sundhed og Omsorg.
Teknologisk hjælper
Kommunen har igennem flere år købt og anvendt teknologiske løsninger som fx lifte, medicinhuskere, specielle senge, sanseprodukter og mange andre velfærdsteknologiske løsninger. Men der opleves også et stigende antal borgere, der ønsker selv at købe velfærdsteknologi og gerne før, der er brug for hjælp fra fx hjemmeplejen. »Man vil gerne klare sig selv i eget hjem så længe som muligt. Det er helt klart det, vi ser, og her er teknologien en virkelig god hjælper. Får man på et tidspunkt brug for hjælp, foretrækker nogen så lidt personlig hjælp som muligt. De vil hellere have en teknologisk løsning, så de ikke skal være afhængig af besøg fra hjemmehjælpen. Andre vil hellere have hjælp fra et menneske, og der skal fortsat være mulighed for forskellighederne. Vi skal naturligvis følge lovgivningen og give den hjælp, der er brug for, men i fremtiden kan hjælpen blive en anden end den, vi har været vant til,« siger Dorthe Gammelgaard.
På messen blev der demonstreret medicindispensere til private hjem, rum-sensorer der holder øje med usædvanlig aktivitet, og gps-trackere til borgere med demens. Det kommunale tilbud Kvikservice viste deres tilbud, mens også de lokale demenskoordinatorer var på messen. Men teknologi er ikke blot en løsning, der kommer med guld og grønne skove. Der er etiske spørgsmål at tage højde for, og der skal være styr på lovhjemmel. Derfor var der på messen også indlæg om netop de emner, for hvad betyder det for vores privatliv, når »robotterne rykker ind«?
»Målet med messen er at skabe dialog og nysgerrighed omkring, hvordan teknologien kan hjælpe os i hverdagen. Teknologien kan hjælpe os med at udskyde tidspunktet, hvor vi har brug for den fysiske hjælp – og det ønsker de fleste – at være selvhjulpne så længe som muligt,« siger Dorthe Gammelgaard.
Jens Erik Damgaard er formand for Social- og Sundhedsudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune, og han var naturligvis også med på messen. »Jeg er virkelig interesseret i det her emne og i, hvordan teknologien kan hjælpe os. Der er ingen tvivl om, at vi om 10-15 år har et andet samfund for ældre end det, vi ser i dag. Det er interessant at kigge på både i forhold til at være selvhjulpen og i forhold til den enkeltes personlige værdighed, men også i forhold til den kommunale økonomi og hvordan rekrutteringssituationen er på området. Det er jeg meget nysgerrig på, og vores budskab til medarbejderne er da også hele tiden: Vær nysgerrige på det her felt,« siger Jens Erik Damgaard, der også har et andet bud på, hvordan man sikrer det gode ældreliv, når man når hen i slutningen af livet. »Jeg er meget optaget af, hvordan frivillige og pårørende kan komme ind og gøre en forskel på både ældre, men også på handicap-området. Der er rigtig mange, som gerne vil give en hånd med – og det skal vi gøre så nemt for dem som muligt. Det skal vi som kommunen støtte op om alt det vi overhovedet kan, så længe vi også husker at frivillighed er netop dét: frivilligt og ikke en pligt,« siger formanden.
Forandringer i fremtiden
Anja Thoft Bach er fagchef i Sundhed og Omsorg i Ringkøbing-Skjern Kommune og optaget af, hvordan vi indretter fremtidens sundhedsvæsen. Også hun ser store forandringer ved de kommende generationer af ældre. »Vi kan se, at flere og flere ønsker at klare sig selv i eget hjem så længe som muligt. Derfor vil vi også gerne med messer som denne gøre borgerne opmærksomme på, hvordan de kan indrette sig i hjemmet, så de netop kan være selvhjulpne og herre i eget liv. Samtidig er messen også en mulighed for at vise, hvordan det nære sundhedsvæsen i fremtiden bliver endnu mere tilpasset den enkelte.«
Da messen var den første af sin slags, var medarbejderne i Sundhed og Omsorg nysgerrige efter at høre, hvad deltagerne syntes om den. Via et spørgeskema var der derfor mulighed for at evaluere messen og komme med forslag og ønsker til næste messe i 2025. Evalueringen viste, at både udstillere og besøgende syntes, det havde været en god dag, og kom med et forslag om, at der til den næste messe præsenteres endnu flere produkter, som borgerne selv kan anskaffe sig.