85 procent af virksomhederne i Ringkøbing-Skjern Kommune har haft en positiv eller uændret vækst i omsætningen det seneste halve år. Samtidig har hele 94 procent en forventning om en positiv eller uændret vækst i omsætningen det kommende halve år. Det viser kommunens årlige temperaturmåling.
Det går godt i Ringkøbing-Skjern Kommune. Dét er den helt korte konklusion, man kan hive ud af kommunens årlige spørgeskemaundersøgelse “Temperaturmåling blandt Ringkøbing-Skjern Kommunes virksomhedspanel 2018”, der tager temperaturen på kommunens erhvervsklima.
Undersøgelsen viser, at mens fire ud af 10 virksomheder det seneste halvår har oplevet en vækst i omsætningen på mere end 2 %, har 44 % af virksomhederne i samme periode oplevet en stabil omsætning. Forventningerne til det kommende halvår er ligeledes positive, da 42 % af virksomhederne forventer en positiv vækst i omsætningen på mere end 2 %, mens 52 % af virksomhederne forventer en uændret vækst i omsætningen.
Undersøgelsen viser dog også, at når data sammenlignes over tid, er udviklingen stilnet en smule af og forventningerne til det kommende halvår er en anelse lavere end sidste måling i 2017. At træerne ikke vokser helt ind i himlen – heller ikke i den del af landet, vi normalt kender som Produktionsdanmark – antydes af, at andelen af virksomheder, der forventer en vækst i omsætningen på mere end 10 % herudover er faldet fra 13 % i 2017 til 6 % i 2018.
Det går rigtig godt
»Uden at forklejne de enkelte svarresultater, der peger i den forkerte retning, hæfter jeg mig ved, at temperaturmålingen på langt størstedelen af områderne viser, at det går rigtig godt i Ringkøbing-Skjern Kommune, og at der stadig er en stor optimisme blandt vores virksomheder,« lyder kommentaren fra borgmester Hans Østergaard. Han tilføjer, at knap fire ud af 10 virksomheder har oplevet en positiv vækst i indtjeningen det seneste halvår, og at mere end hver tredje virksomhed har oplevet en stigning i antallet af beskæftigede.
»Jeg synes bestemt, at det er resultater, vi kan være tilfredse med – og som virksomhederne kan være stolte af,« siger Hans Østergaard. Han peger også på, at tre ud af fire virksomheder angiver, at de er helt eller delvist enige i, at Ringkøbing-Skjern Kommune er en erhvervsvenlig kommune, at 74 % oplever, at kommunen arbejder målrettet på at skabe vækst – og at kun 5 % af virksomhederne svarer, at de er helt eller delvist uenige i, at kommunen er lydhør over for deres ønsker og udfordringer. Det fremgår af en tilføjelse til temperaturmålingen, hvor virksomhedspanelet også har svaret på spørgsmål, der følger op på kommunens politikker.
Vej-udvidelse mellem Herning og Ringkøbing
Et af de punkter, hvor kommunen er lydhør og bogstaveligt talt forsøger at bane vejen for virksomhederne er med en udvidelse af Rute 15 mellem Ringkøbing og Herning. Hver femte virksomhed siger da også ifølge temperaturmålingen, at manglende fysisk infrastruktur er en barriere for deres vækst.
»Det overrasker mig ikke, at virksomhederne svarer sådan, og vi har i kommunen igennem længere tid og i samarbejde med lokale virksomheder arbejdet intenst på at sikre politisk og økonomisk opbakning i Folketinget til at forbedre infrastrukturen bl.a. med en 2+1-vej på Rute 15, så vi kan sikre virksomhederne de bedst mulige rammer,« forklarer Hans Østergaard.
Fokus på rekruttering af arbejdskraft
Parallelt med undersøgelsen peger Danmarks Statistik på, at Ringkøbing-Skjern Kommune med 2,2 % ledige indtager en delt tredjeplads over landets laveste ledighedsprocent. Kun Allerød og Hedensted Kommuner har en lavere ledighedsprocent på hhv. 1,9 og 2,0 %.
En tredjedel af virksomhederne oplever da også ifølge temperaturmålingen, at manglen på kvalificeret arbejdskraft i meget høj eller høj grad er en barriere for, at virksomheden kan vækste. Undersøgelsen viser, at knap halvdelen af virksomhederne har svært ved at skaffe kvalificeret faglært arbejdskraft. En fjerdedel af virksomhederne påpeger ligeledes, at det er svært at skaffe nye medarbejdere med korte eller mellemlange uddannelser.
»Det er ærgerligt, hvis manglen på arbejdskraft bremser den positive udvikling. Vi ved, at mange virksomheder efterhånden har svært ved at rekruttere de rigtige kandidater, måske fordi målgruppen af især faglærte og videreuddannede kender for lidt til de stærke karrieremuligheder og attraktive jobåbninger, der er i vores lokalområde. Derfor understreger undersøgelsen vigtigheden af de indsatser og det fokus, vi har på rekruttering af arbejdskraft og borgere til kommunen,« påpeger Hans Østergaard.
Danmarks største arbejdsplads
En af de indsatser, borgmesteren hentyder til, er Danmarks Største Arbejdsplads-initiativet under Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd. Over en tre-årig periode skal initiativet højne kendskabet til kommunens stærke erhvervsliv og bidrage til øget tiltrækning af kvalificeret arbejdskraft.
Herudover har Erhvervsrådet igangsat Ny Viden-ordningen, der skaber kontakt mellem højtuddannede og virksomhederne. At der er store forventninger til ordningen understreges af, at otte ud af 10 af de virksomheder, der allerede beskæftiger højtuddannede, finder, at højtuddannede højner effektiviteten gennem nytænkning.
En unik viden om virksomhederne
Virksomhedspanelet, der består af ca. 900 virksomhedsrepræsentanter, har siden 2014 bidraget med en unik viden om virksomhedernes omsætning, indtjening, beskæftigelse og forventninger.
Virksomhedspanelet bidrager med aktuel data fra virksomhederne, hvor tilsvarende tal fra Danmarks Statistik typisk vil være to år gamle, når de offentliggøres. Undersøgelsens resultater er vigtige for byrådet og for, at den igangværende udarbejdelse af politikker baseres på et aktuelt datagrundlag.
For Ringkøbing-Skjern Kommune har det derfor afgørende betydning for resultaterne, at virksomhederne bakker op om målingerne – jo flere deltagere i undersøgelsen, desto bedre grundlag har kommunen for at målrette initiativerne til virksomhedernes behov.
FAKTA:
- Ringkøbing-Skjern Kommunes virksomhedspanel består af ca. 900 repræsentanter fra virksomheder med mindst to ansatte.
- Ca. to gange årligt modtager virksomhedspanelet et spørgeskema med temaer, der vedrører kommunens arbejde med at skabe et gunstigt erhvervsklima for virksomhederne.
Vil din virksomhed være med i Virksomhedspanelet?
Kunne du godt tænke dig, at din virksomhed er repræsenteret, når kommunen træffer beslutninger, der vedrører erhvervslivet? Så kan du Kontakte udviklingskonsulent Mia Ø. Møller på mia.moeller@rksk.dk eller 99 74 14 59.
Du kan læse hele kommunens årlige temperaturmåling blandt virksomhederne her:
Virksomhedspanelet har for nyligt svaret på yderligere spørgsmål, som du også kan læse resultaterne af via linket.