På lørdag slukkes gadelyset i hele kommunen i en time fra kl. 20.30, så når gader og veje pludselig ligger mørke hen denne lørdag aften, så er det ikke nødvendigt at ringe til forsyningsselskabets nødtelefon og berette om fejlen. Der er nemlig slet ikke tale om nogen fejl.
I stedet er der tale om en markering af Earth Hour – jordens time, hvor mørket skal huske os på alt det, vi tager for givet – og minde os om, at vi skal passe på kloden.
Igen i år slukker Ringkøbing-Skjern Forsyning derfor lyset på gader og veje i byer og landsbyer i en time. Det sker på lørdag den 28. marts klokken 20.30 til 21.30. I en tid præget af coronakrisen har mange måske mere lyst til at se et lys i mørket end det modsatte, men den symbolske mørke time skal minde os om at tage klima-sagen alvorligt.
Earth Hour er verdens største klimakampagne, der arrangeres af WWF Verdensnaturfonden. En time om året slukker millioner af mennesker, tusindvis af virksomheder og byer kloden rundt lyset som et symbol på handling mod klimaforandringerne. Formålet er at skabe debat og opmærksomhed i medierne og lægge pres på de nationale politikere, så flere lande lever op til den ambitiøse klimaaftale, der blev underskrevet i Paris i 2015. Desuden er kampagnen en mulighed for virksomheder, kommuner og private til at komme i gang med at skabe en grønnere og mere klimavenlig hverdag.
Godt i tråd med Energi2020
I Ringkøbing-Skjern Kommune går Earth Hours fokus på en mere bæredygtig verden helt i tråd med kommunens Energi2020-vision om at vi skal ramme målet om at være 100 procent selvforsynende med vedvarende energi i år – en omstilling, der vil være fuldført i 2023 – og med visionen om, at vi skal være 100 procent fossilfri allerede i 2040 – ti år før resten af Danmark.
Arbejdet med at omstille Ringkøbing-Skjern Kommune til 100 procent vedvarende energi er forankret i Energirådet. Det består af erhvervs- og organisationsfolk samt politikere og embedsmænd fra kommunen. Rådet rådgiver Økonomi- og Erhvervsudvalget og er med til at inspirere omgivelserne og sprede viden om vedvarende energi.
Millioner slukker lyset
Earth Hour startede i Australien i 2007, hvor Verdensnaturfonden WWF lancerede kampagnen med en fælles opfordring til at slukke lyset i Sydney en time. Året efter var 35 byer og anslået 50 mio. mennesker med i kampagnen og her i 2020 deltager millioner af mennesker i 185 lande og territorier verden over.