Den 12. – 15. oktober 2023 afholder Hvide Sande for første gang en Bæredygtighedsfestival.
Vi er stolte over at introducere en festival med en helt unik Verdensmålsrute, der giver indblik i FN’s 17 Verdensmål, i en lokal kontekst. Alle kan gå rundt på ruten i Hvide Sande, der er fri entre.
Verdensmålruten er sammen med en ny udstilling om havet i Fiskeriets hus samt Musik og Bæredygtige ideer i Auktionshallen, grundelementerne under Festivalen.
Verdensmålruten:
Træskulpturerne på ruten er udført af kunstner Søren Brynjolf, som blandt andet er kendt fra tv-programmet ’Linde på Langeland’. Tre af skulpturerne er skabt i samarbejde med de lokale kunstnere Christian Estrup, Ayoe Lise Lysgaard Pløger og Doris Leuschner. 17 helt nye sange laves af lokale Nadja Schemdes Enevoldsen sammen med Gert Barslund og knyttes til skulpturerne, sammen med en masse sjove og spændende aktiviteter og information via QR-koder på skulpturerne.
Udstilling:
I Fiskeriets Hus kan man opleve en helt ny spændende udstilling med titlen: ”Vi passer på havet”. Gæsterne vil få mulighed for at få en oplevelse af havet og nogle af dets udfordringer, blandt andet gennem kunst og små øvelser og opgaver. De kan også få ideer til hvordan vi bedst passer på havet sammen. Udstillingen omfatter kunstværker, lydinspirationer og workshops, der vil bidrage til forståelsen af havets betydning for vores bæredygtige fremtid.
Musik og Bæredygtige ideer:
I Auktionshallen kan man se eksempler på bæredygtige grønne (landrelaterede) og blå (havrelaterede) ideer og løsninger, på nogle vigtige bæredygtige udfordringer. I auktionshallen og på ruten vil man desuden kunne høre lokal musik og musik om bæredygtighed, der afspejler bæredygtighedens betydning i vores lokalsamfund.
Et stort lokalt engagement
Festivalen er den seneste manifestation af det store lokale fællesskab og engagement i Hvide Sande. En lang række lokale virksomheder, organisationer, butikker, foreninger og dedikerede ildsjæle er involveret i at gøre begivenheden til en uforglemmelig oplevelse for både små og store. Idéen til at afholde Bæredygtighedsfestivalen i Hvide Sande opstod i 2022 gennem et frugtbart samarbejde mellem Hvide Sande Havn, Klittens Borgerforening, Holmsland Klit Turistforening og handelsforeningen Hvide Sande By. Med støtte fra Gert Barslund fra Verdensmålshuset Genin, der har bidraget med rammer og indhold til Festivalen, har vi sammen skabt et unikt event. Gert Barslund er også facilitator for Festivalen i samarbejde med en styregruppe, der også omfatter repræsentanter fra Ringkøbing-Skjern Kommune og Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd.
Alle kan være med
Styregruppen har allerede været i kontakt med en masse lokale, der bidrager til festivalen, men skulle der være nogle, der kunne være interesseret i at være med og ikke er spurgt, kan det nås endnu, så er det bare at kontakte Gert Barslund.

Styregruppen for Bæredygtighedsfestivalen i Hvide Sande ser frem til at byde alle velkommen til denne enestående Bæredygtighedsfestival, hvor vi sammen kan inspirere til handling og bæredygtige løsninger for en bedre fremtid.




