Det er ikke kun temperaturen udenfor der får 125 medarbejdere til at svede i disse dage. Det er også fordi de lige nu er til eksamen – på mobiltelefonen.
De er nemlig ved at afslutte et 100 dages kursusforløbet kaldet ”Service på Vestjysk”, der er foregået over 100 dage på medarbejdernes egen mobiltelefon, hvor de hver dag har fået en ny 2 minutters video med dagens opgave i service og salg.
»I stedet for at trække medarbejderne ind på skolebænken i flere dage, har vi trukket skolebænken helt ud i butikkerne« siger Jacob Muldkjær Rasmussen fra Ringkøbing Fjord Handelsråd, der står bag kursustilbuddet.
Den gode velkomst
Temaet i en uge har f.eks. været den gode velkomst. Her var der bl.a. fokus på hvordan man møder kunden og hvad man siger. En af de virksomheder der har haft medarbejdere på kursusforløbet er Hvide Sande Bageri, hvor Bagermester Martin Thygesen sammen med butiksansvarlig Marina Esager gør status på forløbet. »Nogle gange skal man lige stå og sige det højt for sig selv, inden man prøver det af på vores kunder. Men når man så har prøvet det nogle gange, så kommer det mere naturligt«, siger Marina Esager.
»Forhåbentlig vil det også munde ud i, at det giver en god energi igen, når vi giver god service. Medarbejderne skulle gerne blive endnu gladere for at gå på arbejde og opleve, at de får god energi tilbage fra kunderne,« supplerer Bagermester Martin Thygesen.
En gratis omgang
Det er første gang at denne form for kursus på mobiltelefonen er blevet brugt af Ringkøbing Fjord Handelsråd. Men på baggrund af de positive tilbagemeldinger fra deltagerne er der planer om at starte et nyt kursus igen fra slutningen af august. »Vi vil meget gerne brede det ud til alle de virksomheder der har interesse i at løfte deres salg og service. Det kan både være traditionelle detailbutikker, men også turisterhverv, serviceerhverv og liberale erhverv. Vi har kursusforløb målrettet alle brancher der er serviceorienterede.« siger Jacob Muldkjær Rasmussen og tilføjer en vigtig detalje: »Kurset er fuldt AMU berettiget, så det er i sidste ende gratis at deltage«.
Om Service på Vestjysk
- 100 dages onlinekursus i service og salg på mobiltelefonen.
- Udbudt af Ringkøbing Fjord Handelsråd i samarbejde med UCRS og Institut for Læringsdesign.
- 125 deltagere fra 14 virksomheder i Ringkøbing-Skjern Kommune
- Læs mere på www.handelsraadet.dk


