Lørdag lyder startskuddet i Ringkøbing for Danmarks første udholdenhedsløb – eller endurance race – for el-biler
Lørdag kulminerer flere års udvikling og forberedelser, når 25 el-biler kl. 13 sendes afsted rundt om Ringkøbing Fjord på Danmarks første udholdenhedsløb for eldrevne køretøjer, WestWind Challenge Endurance Race.
Med i bilerne er en skøn blanding af professionelle racerkørere, kendisser, journalister og el-bilsentusiaster, der via konkurrence har vundet en eftertragtet plads i startopstillingen.
Undervejs vil der blive stillet om til bilerne, så publikum kan følge løbet fra Festpladsen Engkær i Ringkøbing.
– På scenen på Festpladsen byder vi på talks med bl.a. tidligere klimakommissær Connie Hedegaard og tidligere udenrigsminister Kristian Jensen, live musik med bl.a. Lasse Skriver, Pernille Rosendahl og Anders Blichfeldt – foruden teknik og leg for både børn og voksne, siger lederen af WestWind Challenge, CEO Chris Kroer Jensen.
– Vi glæder os helt afsindigt til at komme i gang med afviklingen af det første beta-event af dét, der gerne skulle gå hen og blive en årligt tilbagevendende begivenhed. Vi håber, at rigtig mange el-bilsentusiaster, klimanørder og måske -skeptikere vil komme og være med, tilføjer han. Der kan købes billetter på westwindchallenge.com og på dagen i indgangen. Billetpris kr. 100. Børn under 12 år kommer gratis ind.
En vild idé
Værter på dagen bliver komikeren og el-bilsentusiasten Jan Gintberg og radio-/tv-værten Huxi Bach.
I september 2018 blev det ambitiøse projekt præsenteret på en pressekonference på Rådhuset i Ringkøbing, hvor byrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune havde besluttet at skyde to millioner udviklingskroner i projektet. På pressemødet forklarede borgmester Hans Østergaard:
– Vi er som byråd overbeviste om, at idéen er original og vital, og passer perfekt med kommunens bæredygtige ambitioner. Vi er få år fra at være 100 procent selvforsynende med vedvarende energi, og vi er den kommune, der leverer suverænt mest vindenergi. Derfor er det et naturligt næste skridt, at vi går ind i at understøtte, at den grønne strøm for alvor vinder indpas på vejene.
Når Jan Gintberg valgte at træde ind på arenaen for grøn omstilling var det i en erkendelse af, at nogen er nødt til at gå forrest og sætte handling bag gode grønne intentioner:
– Samtidig med, at racerløbets konkurrenceelement i WestWind Challenge skal pirre publikums interesse, ville vi skubbe til bilfabrikanternes og ladeoperatørernes innovationsafdelinger. WestWind skal være stedet, hvor de nye teknologier inden for batteriudholdenhed og kørselsoptimering bliver testet og vist frem, siger Jan Gintberg.
– Nogen er nødt til at gå forrest, hvis vi vil den grønne omstilling, siger også Chris Kroer Jensen og tilføjer:
– Hvis vi alle går og lurepasser og venter på, at andre skal finde og forbedre de børnesygdomme, der er ved eldrevne biler, så sker der ingenting – eller for lidt hvis vi skal have en mio. elbiler på gaden i 2030.
FAKTA:
På www.westwindchallenge.com finder man lørdagens program og anden praktisk info. Følg også WestWind Challenge på Facebook-siden westwindchallenge
Ideen bag WestWind Challenge er at skabe verdens mest omtalte og innovative event for eldrevne køretøjer. En kombination af et udholdenhedsløb for el-drevne køretøjer, en ekspertkonference og en folkefest skal tiltrække, involvere og udfordre os som samfund, borgere og industri.