Stand-up paddling er blevet en folkesport i Danmark. Derfor arrangerer WATERZ tre pop-up ture tre forskellige steder i Ringkøbing-Skjern Kommune i løbet af sommeren. Det er helt gratis at deltage i arrangementerne, hvor man også kan blive klogere på SUP og WATERZ.
»Det gør vi for at give nogle af alle dem, der endnu ikke har prøvet SUP, muligheden for at tilbringe nogle hyggelige timer med andre, måske mere erfarne på vandet. Vi har ønsket at skabe noget indhold på hver enkelt tur således, at der også er noget viden at få med hjem om SUP, men også WATERZ«, siger projektleder Katrine Kock Frandsen.
Det hele skydes i gang tirsdag den 11. juli mellem kl. 19.00-21.30, hvor starten går fra Ringkøbing Ro- og Kajakklub.
Dagens guider på turen på Vonå, der forbinder Ringkøbing Fjord med Stadil Fjord, er Niels Plougsgaard og Kirsten Fuglsang – begge WATERZ frivillige gennem mange år. Det bliver rig mulighed for at møde andre WATERZ frivillige og høre røverhistorier om nordens største vandsportsfestival, der hvert år finder sted i september i Hvide Sande.
Bork med fokus på udstyr
Tirsdag den 18. juli mellem kl. 18.30 og 21.00 går turen til Westwind på Bork Havn, hvor Martin Velling fra Westwind vil fortælle om fordele og ulemper ved det forskellige udstyr, der kan købes og hvordan man finder frem til det perfekte udstyr til sig selv.
»Derefter skal vi en tur på vandet – turen bliver planlagt i forhold til vind og vejr på dagen. Tilbage er der en øl eller vand til at afslutte på. Martin, som guider deltagerne gennem dagen, har gennem mere en 20 år drevet Westwind i Bork Havn. Han er en erfaren vandsports-mand og har også tilbragt mange timer på SUP og deler gerne ud af tips og tricks. Hyggen er i fokus som altid og vi slutter af med øl/vand og muligheden for en snak om at være frivillig under WATERZ,« fortæller Katrine Kock Frandsen.
Hvide Sande slutter af
Sidste tur har udspring ved Westwind Nord på Gytjevej i Hvide Sande og foregår tirsdag den 25. juli mellem kl. 18.30 og 21.00. Her kan man høre meget mere om omhu:, der blandt andet leverer medaljer til WATERZ – lavet af indsamlet havplast fra vestkysten.
»Daniel Sano Mirecki er vært denne aften er indehaver af omhu og er ivrig surfer. Aftenen starter med en fortælling om omhu og det arbejde, de laver med at samle affald på de vestjyske strande samt genanvende noget af det til nye produkter. Vi håber rigtig meget at se vandsportsinteresserede til nogle hyggelige timer på vandet på SUP i løbet af sommeren. Turene er hyggeture, hvor man får rig mulighed for at snakke med dine SUP-venner undervejs og måske møder nogle nye venner, man kan snakke udstyr og dele røverhistorier med. Alle kan deltage og det er helt gratis. Man skal blot have eget udstyr,« fortæller Katrine Kock Frandsen.
Man kan læse meget mere på www.waterz.dk
Foto: Brian Engblad, Ilostawavein79.com