I 1940 havde digterpræsten i Vedersø, Kaj Munk, en aftale med Berlingske Tidende. Hver måned skulle han aflevere et digt om den netop overståede måned. Skæbnen ville det, at det var i 1940 Anden Verdenskrig kom til Danmark og nazisterne besatte landet. Digtene fortæller derfor enkeltvis og samlet om det første af de mørke år. Alle de skønne digte kan nydes når kammerkoret Vokal Vest afholder koncert på Kaj Munks Præstegård den 28. august.
Kammerkoret Vokal Vest, der har base i Ringkøbing, giver lørdag den 28. august en smuk koncert hvor de fortolker Kaj Munks 12 månedsdigte fra 1940. Arrangementet starter med kaffe og kage fra kl. 14 og hvorefter der er tid til at opleve præstegården eller tage på den nye digterrute i parken. Koncerten starter kl. 15.00. Det er muligt at købe øl og vand til koncerten.
I det fri
»I det fri« er et større værk af komponist og dirigent Erling Kullberg. Værket hedder: »I det fri – 12 sange om Danmark 1940 til tekster af Kaj Munk«. Digtsamlingen hedder oprindelig: »Navigare necesse, 12 digte om Danmark 1940«. Erling Kullberg skriver blandt andet om teksterne: »Hvert af digtene har navn efter en af årets måneder, og de skildrer på ét plan årstidernes skiften. Men de er jo skrevet i 1940, og besættelsen og modstandsviljen tegner et parallelspor i forløbet. Denne fascinerende flertydighed afspejles i den valgte titel »I det fri«.
De tolv sange udgør en helhed og opføres af Vokal Vest, dirigeret af Klaus V. Jensen, med klaverledsagelse af Niels Rahbech.
Gå på jagt i Kaj Munks digte
Et af de digte Vokal Vest fortolker kan opleves på den nye digterrute i parken ved præstegården. Digterruten giver alle muligheden for at gå på jagt i flere af Kaj Munks mindre kendte værker. Digterruten tager jer med ud i parken ved hans præstegård i Vedersø – lige der hvor han ofte fandt meget af inspirationen. I parken finder man QR-koder. Når man scanner dem med sin smartphone hører man værkerne oplæst af skuespiller Esben Dalgaard og kommenteret af SDU-professor Johs. Nørregaard Frandsen.
Digterruter er et nationalt projekt der offcielt åbenede sommeren 2021. Projektet ledes af SDU-professor Johs. Nørregaard Frandsen og støttes af Nordea-fonden.
Praktisk
- Dato: 28. august kl. 14. Koncerten starter kl. 15.00
- Sted: Kaj Munks Præstegård, Vesterhavsvej 7a, 6990 Ulfborg
- Pris: 150 kr. inkl. kaffe og kage samt entré til Kaj Munks Præstegård
- Billetter købes online via museets hjemmeside www.kajmunkspraestegaard.dk