Det er DMI der er ude med en advarsel om at Danmark er i risiko-zonen for hele to storme i løbet af ugen, både torsdag og lørdag.
Meteorologerne fra DMI beskriver et stort og meget dybt lavtryk med vinde af orkanstyrke, der de kommende dage vil tage turen fra Grønland til Island, Færøerne og til sidst ramme Danmark.
Heldigvis svækkes lavtrykket undervejs og går fra orkanstyrke nær Grønland over storm til regulær kuling, når det møder Danmark. Så det bliver meget blæsende på torsdag, med en prognose der nu læner sig op af et stormvarsel.
Hvis middelvinden på torsdag når 24,5 m/s bliver det i så fald årets anden storm vi kommer til at opleve. Den første storm var Malik, der kulminerede sidst i januar med en middelvind på 27,9 m/s. Der er dog fortsat usikkerhed om lørdagens lavtryk bliver større end torsdagens, da lavtrykkets mindre geografiske størrelse og senere udvikling bidrager også til en større usikkerhed.
Men hvis varslet melder storm så kan du selv gøre meget for at forebygge og undgå skader på mennesker og bygninger.
Følg disse råd:
- Lyt til vejrudsigten og følg myndighedernes anvisninger.
- Fjern alle løse genstande omkring huset, f.eks. havemøbler, bålskåle, byggematerialer og trampoliner.
- Fastgør det, du ikke kan fjerne.
- Fjern knækkede og visne grene, som kan være farlige, hvis de falder ned.
- Afstiv stilladser og andre svage konstruktioner.
- Luk alle døre, vinduer og porte forsvarligt.
- Parker ikke din bil i nærheden af høje huse eller under træer. Undgå især læsiden.
- Hav batterilygte og transistorradio og evt. stearinlys parat, da strømmen kan svigte og sørg for, at din mobil og powerbank er fuldt opladet.
- Hvis varslet omfatter kraftig regn eller forhøjet vandstand langs kysten, hvor du bor, bør du overveje at forberede dig på oversvømmelser.
- Hjælp din nabo med at stormsikre.