Den store Nordiske StrandrydderDag 2017 afholdes om 6 dage i weekenden lørdag den 6. til og med søndag den 7. maj. Her sættes der fokus på affaldsmængden der dagligt skyller ind på de danske kyster og især her på vestkysten.
Tidligere var det de gyldne ravklumper der skyllede op på den hvide sandstrand langs vestkysten, nu er det mere kulørt og af en helt anden beskaffenhed og størrelse.
Ca 1.000 tons affald rammer vores kyster om året.
Lokalt omkring Ringkøbing-Skjern Kommunes 52 km lange Vesterhavskyst og den 100 km lange kystlinje i Ringkøbing Fjord, fjernes der årligt affald i størrelsesorden 200 til 400 tons. Et arbejde, der hvert år koster skatteyderne samt kommunekassen et sted mellem 1 og 1,5 mio. kroner.
Dagen gennemføres sammen med de øvrige fire nordiske lande og støttes af Nordisk Råd.
Kom ned og giv en hånd med
Det hele starter Lørdag den 6. maj kl. 10 til 14, hvor der er en særlig »Nordisk Strandrydder-event« i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Alle er velkomne til at give en hånd med på Hvide Sande Nord- og Sydstrand og på Søndervig Strand, hvor man kan få en sæk udleveret og gå sin egen runde.
På Hvide Sande Sydstrand byder Ringkøbing-Skjern Kommune på forfriskninger undervejs og samme sted vil borgmester Iver Enevoldsen og en repræsentant fra Hold Danmark Rent holde taler kl. 12.
Vi skræmmer turisterne hvis affaldet ikke fjernes
En ting er prisen for at fjerne andres efterladenskaber og det ilandskyllede affald fra kommunens 25 badestrande. En anden ting er det indtryk, både vi og vores turister får, når de spadserer en morgentur langs vestkysten.
En undersøgelse og analyse foretaget af »Hold Danmark Rent« viser, at hver anden tysker føler deres ferie ødelagt, hvis de møder større mængder af affald på strandene og hver tredje strandgæst fravælger stedet og søger andre steder hen, når affaldsmængden er for stor.
Så gæsternes og turisters indtryk af en strand der flyder med plastikposer, tomme dunke, paraffin og reb samt halve biler og gamle køleskabe, er ikke positivt. Tværtimod. Så derfor, husk at give en hånd med på lørdag og søndag otte dage, hvor alle der har tid og lyst, kan give et bidrag til en renere natur og nogle gode oplevelser for turisterne. Det er jo dem vi gerne vil have tilbage til Vestkysten år efter år.
Deltag i konkurrencen
Hvor meget affald tror du, at der hvert år samles op på den jyske vestkyst pr. kilometer?
Deltag i konkurrencen på Ringkøbing-Skjern Kommunes Facebook-side eller hjemmeside i perioden 28. april til 8. maj om en tur for seks personer op i og rundt om Lyngvig Fyr sammen med en naturvejleder, plus kaffe og kringle i cafeen i fyrmesterboligen bagefter.
HvideSande.nu


