Kulturministeren og regeringen har tilsyneladende – på trods af utallige henvendelser – ikke forstået omfanget af problemet for museerne. Tirsdag aften lancerede kulturordførerne en ordning, der modsat hidtil også inkluderer de primært offentlig støttede museer i de nuværende hjælpepakker for erhvervslivet. Problemet er, at det slet ikke hjælper de mest populære museer i Danmark, herunder Ringkøbing-Skjern Museum.
Underskuddet vokser for hver dag dørene er lukkede
Ringkøbing-Skjern Museum er med 226.000 gæster, 120 på lønningslisten og med 10 besøgssteder en af Vestkystens store museumsattraktioner. Museet tjener 60-70% af indtægterne igennem bl.a. entré og salg i butik og café. Med påtvunget corona-lukning efterlades museet med et underskud på over 1,2 mio. kroner alene her i foråret. Dette er et nettotab, efter at de gældende hjælpepakker er trukket fra. Med udsigt til en sommer uden tyske turister på vestkysten og forventede restriktioner i antallet af gæster vil tabet stige til 7 mio. kr. inden sæsonen slutter.
Manglende kompensationsmuligheder for museer der tjener pengene selv
Selv ved brug af både lønkompensationsmuligheder og kompensation for faste udgifter kan Ringkøbing-Skjern Museum frem til 9. juni kun få dækket knap halvdelen af de reelle tab, der opstår når dørene til vestkystens attraktioner skal holdes lukkede.
”Vi er glade på vegne af de museer, der nu har fået mulighed for at få hjælp i denne svære
situation. Men kulturministeren lader en række museer ligge og forbløde – og det er vel og
mærke os, der har de mest populære museer, som normalt er gode til at sælge billetter. Der er
brug for, at politikerne tager vores indtægtstab alvorligt. De har selv bedt os om at gå efter en
forretningsmodel med høj egenindtjening, men samtidig skal vi være non-profit uden mulighed
for at spare op til dårlige tider. Det er uansvarligt ikke at hjælpe, når vi nu står i denne
kattepine ”, udtaler direktør for Ringkøbing-Skjern Museum Mette Bjerrum Jensen.
Hjælpepakkerne forhindrer museerne i at give danskerne oplevelser under krisen
For at kunne søge lønkompensation, har Ringkøbing-Skjern Museum hjemsendt 38 medarbejdere. De hjemsendte må ikke arbejde, og det betyder at museet ikke kan opfinde nye måder at formidle på under krisen.
”Det er et dobbelt-tab! Ikke kun bløder museerne stadig efter denne såkaldte løsning, men vi har også lige nu hjemsendt vores medarbejdere – og det er måske tusinder af museumsfolk på landsplan, der ikke må arbejde sådan som hjælpepakkerne er skruet sammen. Det giver ingen mening, at staten lige nu spænder ben for at museerne ville kunne give oplevelser til danskerne på nye måder, virtuelt eller med formidling ude i naturen. Det er absurd at holde fast i at de nuværende kompensationsordninger passer til alle erhverv ”, pointerer Mette Bjerrum Jensen.