Når vikingerne drog på sommerens markeder, byttede de lokale råvarer som skind og rav til eksotiske krydderier eller smukke silkestoffer fra fjerne lande. Det var også på markederne, at tabt ære kunne genoprettes, tyveknægte straffes og giftermål indgås. Kom og oplev alt hvad et marked indebærer, når Bork Vikingehavn slår porten op til årets vikingemarked. Det byder på alt fra autentisk vikingehåndværk, smukke islandske heste, en vikingetatøvor, en (måske) retfærdig rettergang og selvfølgelig en flok gale gøglere. 
Vikingetidens marked summer med vikingetidens handel
Stemningen er helt speciel på Bork Vikingemarked. Duften af røg fra ildstederne, lyden fra handlende vikinger og prustende heste, og overalt hvor øjet rækker har vikingerne slået deres telte op og står klar til at vise den nyeste mode og håndværk frem som for 1000 år siden. De frivillige vikinger bruger mange år på at dygtiggøre sig inden for deres håndværk, og som gæst kan der derfor opleves både plantefarvning, milebrænding, smedning og perlemageri. Besøg også tatovøren, der er klar til at udsmykke vikingerne med flotte håndmalede tatoveringer. Spørg endelig vikingerne ind til deres håndværk – de fortæller meget gerne om vikingetidens teknikker.
Oplev vikingernes heste i smukke formationer
Mød vikingerytteriet “Kongsgaard” til Bork Vikingemarked og se deres imponerende islandske heste, der er det tætteste vi kommer på vikingernes oprindelige heste. Rytteriet lader de smukke, kraftfulde dyr ride i fantasifulde formationer, så hestenes specielle gangarter kommer til deres ret.
Retfærdig rettergang?
Når vikingerne mødtes til markederne, var det også tid til at afholde “TING” – hvad vi i dag ville kalde rettergang. På Bork Vikingemarked bliver der afholdt rettergang, så høvdingen og de lokale stormænd kan sikre, at der igen kommer ro, lov og orden på Bork Vikingehavn. I år skal der afgøres mange tvister – om tyveri, uenigheder om arv og endda mord. Hvilken straf skal de skyldige have? Og er det de skyldige eller anklagerne, der taler usandt?
Gale gøglere sætter gang i stemningen
Gøglergruppen Ramashang sætter stemningen til Bork Vikingemarked med deres skøre skjalde og drilske dansetricks. Det er ikke til at vide, hvilken musik vikingerne hørte, men musikken har sandsynligvis været en vigtig del af vikingernes markeder til at skabe både festlig stemning og fællesskab. Kom og hør Ramashangs bud på vikingernes musik – og der er garanti for gak og løjer.
Oplevelser for både store og små
Et besøg på Bork Vikingemarked er en oplevelse for både store og små. Familiens yngste kan bage fladbrød over bål, skyde med bue og pil og lege på vikingelegepladsen. Det er også oplagt at hilse på museets arkæologer, der fortæller om de lokale fund, de har gjort fra vikingetiden. Og når sulten melder sig, byder menuen alt fra en sandwich inspireret af vikingetidens råvarer til en kold fadøl og is.
- Dato: Fredag, lørdag og søndag d. 11.-13. august 2023. Alle dage kl. 10-17.
- Adresse: Vikingevej 7, Sdr. Bork, 6893 Hemmet
- Entré: Voksne 150 kr. Børn 3-17 år: 50 kr. Børn 0-2 år: gratis.
- Direkte billetlink Det anbefales at købe billetter online inden besøget her
- Link til begivenhed på Facebook






