Spillestedet Generator i Ringkøbing bliver nu tilført samlet en million kroner i årene 2021 og 2022 efter, at Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg for musik, der hører under Kulturministeriet, har udpeget Generator til Netværksspillested for en to-årig periode.
– Der er tale om en ny ordning, der er lanceret i år efter, at man havde udpeget de Regionale Spillesteder, hvor Generator var tæt på en udpegelse. I stedet kom den her mulighed, som bestyrelse og ledelse greb. Vi er selvfølgeligt stolte og glade for det her skulderklap til Generator, fortæller Bestyrelsesformand Peter Sand.
Bevillingen skal anvendes til at løfte musikoplevelserne i hele Ringkøbing-Skjern Kommune.
– Det betyder, at lokale arrangører kan højne barren for kvaliteten af de koncertoplevelser, man tilbyder. Det sker ved, at arrangementet gennemføres i samarbejde med Generator, der er med til at sikre det økonomiske og afviklingsmæssige grundlag for arrangementet, fortæller Peter Sand.
Han er ikke i tvivl om, at der venter borgerne et væld af gode musikoplevelser, de kommende år.
– Generator og øvrige arrangører i kommunen gør det allerede rigtigt godt. Det her vil betyde endnu flere musikoplevelser, på et højere niveau fordelt på flere byer i kommunen, påpeger Peter Sand.
Kulturudvalgsformand glæder sig
Formand Kultur- og Fritidsudvalget Erik Viborg (V) glæder sig over udpegningen.
– Det er stort for vores område og et vigtigt skridt i retning af at blive Regionalt Spillested i Danmark om fire år. Generator tilføres en halv million kroner om året i 2021 og 2022 og det er klart, at får en kæmpe betydning for det samlede musikudbud i hele Ringkøbing-Skjern Kommune. Det betyder, at vi i fremtiden vil kunne gå til koncerter i byer, hvor der måske normalt ikke afvikles koncerter. Projektet bringer så at sige musikken ud til borgerne i lokalområderne, påpeger Erik Viborg.
Han påpeger, at Ringkøbing-Skjern Kommune glæder sig over, at mange års støtte til det lokale musikliv, nu også afføder øget opmærksomhed fra staten.
– Det er et stort statsligt skulderklap, vi har fået og der er al mulig grund til at rose Generator for vedholdende at udvikle sig og nu gør det muligt, at vi kan øge aktivitetsniveauet og højne kvaliteten af koncerter i hele kommunen, siger Erik Viborg.
Bestyrelsen for Generator går nu i gang med at lave aftaler med øvrige lokale arrangører i kommunen med henblik på at få samarbejdsaftalerne på plads med disse, ligesom Generators leder Anton Bjerg skal i gang med at tilpasse organisationen til de nye opgaver og ikke mindst få sat yderligere kul på udviklingen af den lokale musik.
– Vi er klar til at tage udfordringen op og glæder os til opgaven. De kommende uger bliver ualmindeligt travlt for at nå at blive klar til det nye koncertår. Men det når vi selvfølgeligt, siger Anton Bjerg.