Det er ikke længere gratis at undgå målrettede annoncer på Facebook og Instagram for europæiske brugere, da de nu kræver et månedligt abonnement. Alligevel mener sikkerhedsekspert Leif Jensen fra ESET Nordics, at det er spild af penge at betale for dette abonnement.
Selvom abonnementet siges at fjerne målrettede annoncer, påpeger sikkerhedseksperten, at det ikke stopper indsamlingen af brugerdata, som tech-giganter ofte fortsætter med.
I stedet tilbyder han flere råd til at beskytte dit privatliv uden at betale ekstra. Dette involverer at gøre det vanskeligere at indsamle dine data ved at logge ud fra sociale medier, slette browserhistorik og cookies, revidere privatlivsindstillinger på Facebook, og bruge specielle DNS-tjenester som NextDNS for at fjerne sporingslinks.
»Det handler i høj grad om at gøre det svært at indsamle informationer om dig, og det er faktisk ikke så svært, som det måske lyder. Det eneste, du skal investere, er lidt tid i projektet, og så er du bedre kørende end ved at betale Meta 100 kroner om måneden,« siger Leif Jensen.
6 gode råd til bedre privatliv
- Brug ikke Facebook til login. Det kan være fristende at bruge de sociale medier til at logge ind andre steder, men ved at gøre det, lader du dem også udveksle informationer om, hvad du laver, og derved kan de spore din aktivitet på tværs af tjenester.
- Log ud fra Facebook. Du bør altid logge ud af de sociale medier, når du ikke bruger dem. Når du logger ud, så sikrer du også, at de ikke kan holde øje med, hvad du laver på andre tjenester.
- Log ud af Gmail. Hvis du bruger Gmail i en browser, så skal du gøre det til en vane altid at logge ud, når du er færdig med at tjekke mails.
- Slet browserhistorik og cookies: Du skal gøre det til en vane at slette din historik og cookies fra din browser, for de kan nemlig bruges til at spore din aktivitet på nettet.
- Gennemgå dine privatlivsindstillinger på Facebook. Ved at gå dine indstillinger igennem på din Facebook-profil kan du minimere, hvad Facebook må indsamle om dig. Det skal helst ske fra en computer, der får du nemlig adgang til de fleste muligheder.
- Brug speciel DNS-tjeneste. Noget af det mest effektive, du kan gøre for at forhindre sporing af din aktivitet, er at bruge en DNS-tjeneste, der kan fjerne links til annoncer og sporinger. Et website kan indeholde masser af reklame- og tracking-links. De holder øje med, hvad du har besøgt, og hvad du laver, når du f.eks. besøger et nyhedsmedie, og de informationer kan de sælge, blandt andet til Meta. Men ved at bruge en tjeneste som f.eks. NextDNS, fjernes de links, og din aktivitet kan ikke længere spores.
»Det kræver naturligvis lidt mere tid at sætte en tjeneste som NextDNS op, men det er ikke noget, der kræver en teknisk uddannelse, bare lidt tid. Tjenester som NextDNS har typisk en gratis version, som er rigeligt til privatpersoner, og med dem sat op blokerer de for sporing af din aktivitet,« siger Leif Jensen.
Han slutter af med at sige, at det er en udbredt misforståelse, at man jo bare kan sætte sin browser til incognito-tilstand.
»Det er en falsk tryghed. Der bliver stadig indsamlet informationer om dig, men det skriver de bare ikke særlig meget om. Det er det mest effektive selv at sikre sine private data,« siger Leif Jensen.