Glæd jer til Haderslev Drengekor, der blev stiftet tilbage i 2008 af Henrik Skærbæk Jespersen, når de stiller op søndag den 12. maj klokken 15.00, i Helligåndskirken i Hvide Sande.
Det store kor, er et blandet drenge- og mandskor, består af 65 sangere i alderen 9 til 62 år. Koret medvirker ved særlige gudstjenester i Haderslev Domkirke. Der er et højt aktivitetsniveau med koncerter, oplevelser og turnéer.
En gang om året rejser koret til udlandet, hvor de har givet koncerter i blandt andet Norge, Sverige, Tyskland, Østrig, England og USA. Deltagelse i stævner og masterclasses med ind- og udenlandske dirigenter er medvirkende til, at koret i løbet af kort tid har markeret sig som et stærkt, populært og efterspurgt drengekor, hvor de bl.a. har sunget koncert i alle Danmarks 10 domkirker.
Målet er at skabe et kor, der i kraft af et stærkt fællesskab får gode musikalske og sociale oplevelser. Der holdes korprøver flere gange om ugen, både som fællesprøver, i særskilte stemmegrupper og endvidere modtager drengene undervisning i solosang. Koret har indspillet tre cd’er – senest en jule-cd, der udkom i efteråret 2016.
Drengekoret har ved flere lejligheder sunget for den kongelige familie og den danske regering. Medvirken ved den kongelige barnedåb af Prinsesse Athena, sang for Hendes Majestæt Dronningen og Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen i forbindelse med officielt besøg i Haderslev og genåbning af Slotskirken i Wittenberg, er nogle af de særlige begivenheder med royal deltagelse. Koret var hovednavn ved »Kirkeministerens julekoncert« i 2017 – en koncert for bl.a. folketing og regering. Herudover er koret blevet transmitteret på dansk og tysk TV.
Korets repertoire er den klassiske kirkemusik – a cappella, i samspil med orgel eller orkester. Opførelser af Händels Messias, Faurés Requiem og Mozarts Kroningsmesse samt en række koncerter i europæiske domkirker og katedraler.
Ved koncerten i Helligåndskirken, Hvide Sande, er det korets yngste medlemmer (sopranerne) i alderen 9 til 15 år der synger.
Henrik Skærbæk Jespersen er domorganist ved Haderslev Domkirke, hvor han foruden sit virke som orgelspiller, dels er stifter og dirigent af Haderslev Drengekor – og dels kunstnerisk leder af Haderslev Sang-akademi, der er funderet i det sprudlende og omfattende korarbejde ved domkirken, der tæller omkring 200 sangere.
Henrik Skærbæk Jespersen er uddannet på Vestjysk Musik-konservatorium med Kirkemusikalsk diplomeksamen og overtog i 2011 embedet som domorganist i en alder af 31 år. Videregående studier i kor-ledelse på Det Fynske Musikkonservatorium ved Alice Granum og studier i den engelske kortradition i Cambridge.
Henrik Skærbæk Jespersen er en særdeles aktiv kordirigent, der har dirigeret utallige kor og koncerter i ind- og udland og han er efterspurgt som instruktør ved kurser og stævner i hele landet.
Glæd jer til koncerten