“Smagfulde fortællinger” d. 13. maj er et nyt arrangement, hvor Lyngvig Fyr danner ramme om en aften med fokus på Vestkystens særlige natur, kultur og gastronomi. I fyrgårdens gamle værksted, opbevarer fyrmesteren ikke længere petroleum og grej til at pudse fyrets linse, til gengæld er der dækket op til “vestjysk tapas” en kulinarisk aften lidt ud over det sædvanlige.
Vestjyske specialiteter præsenteret af Vestjyllands
Bent Gråkjær, ejer af Westergaards Hotel i Videbæk og formand for Regional Madkultur Vestjylland, serverer en række af de lækre specialiteter, som Vestjylland er så kendt for. De mange specialiteter bliver løbende
serveret som tapas og bliver garneret med fortællinger omkring råvarerne og der er garanti for at Bents vestjyske humor får smilene frem. Blandt specialiteterne er fisk fra Hvide Sande, økologisk kvæg fra Skjern Enge, pølser fra Videbæk og øl fra det lokale bryghus “MyliusErichsen”.
En aften omgivet af historie
Det er svært at forestille sig de mange skibe, der i tidens løb er kæntret i Vesterhavets nådesløse bølger og de utallige sømænd, der har fundet deres evige hvile på havets bund. Naturvejleder René Hankelbjerg fra RingkøbingSkjern Museum fortæller i løbet af aftenen om dramaer og dagligdag ved fyret, dengang stedet lå som en ensom oase i den uendelige klithede. Rene er vendt tilbage til Vestjylland efter at have uddannet sig til historiker, og som formidler har han en særlig evne til at fortælle historien levende og fængende. Aftenen afrundes med at følge fyrmesterens fodspor op ad den snoede trappe i fyrtårnet, hvor udsigten over hav og fjord er fantastisk og besinder vejret sig er der en smuk solnedgang over Vesterhavet.
Baggrunden for arrangementet
”En smagfuld fortælling” er blevet til i forbindelse med “Gentænk Sommerhuset – et kulturturismeprojekt” under Aarhus 2017. Projektet gentænker sommerhusferien ved at puste liv i fortællingen om vestjysk madkultur, og forener aktive og engagerede oplevelser i naturen, kultur og gastronomi. Fra 2017 og fremover bliver Region Midtjylland, og derved også Vestjylland “Europæisk Gastronomi Region”, så ”En smagfuld fortælling” ved Lyngvig Fyr er et oplagt sted at starte rejsen rundt i gastronomiens Vestjylland.
“Vi vil gerne tiltrække flere gæster i feriehusene, som søger særlige mad og smagsoplevelser. For vi har meget at byde på her i Vestjylland når det gælder de gode råvarer, kulturhistorie og madkultur. Så fremover vil vi gerne have endnu mere fokus på at gastronomien skal være med til at sælge vores område.” fortæller Rebecca Molders,, kulturkonsulent ved Ringkøbing Skjern Kommune.
Praktiske informationer
Dato: Fredag d. 13. maj kl. 20. Aftenen slutter ca. kl. 21.30
Sted: Lyngvig Fyr. Holmsland Klitvej 109, 6960 Hvide Sande
Pris: 195 kr. inkl. entre til fyret. Drikkevarer tilkøbes på aftenen.
Tilmelding på www.exploring.dk senest d. 9. maj.