Klittens Skytteforening fylder rundt, 50 år er det blevet til, siden man i 1974 startede foreningen op i Hvide Sande hallen.
I september måned 1974 mødtes en gruppe lokale skyde-interesserede for at drøfte muligheden for at etablere en skydebane i Hvide Sande Hallen. Stemningen på mødet var positiv, og det blev derfor besluttet at tage kontakt til DDSG og amtsbestyrelsen for at se på muligheden for at genoplive den gamle skytteforening, som i 1930’erne og 1950’erne havde eksisteret under navnene Holmsland Skytteforening og Hvide Sande Skytteforening. Det blev således starten på Klittens Skytteforening.
Skytteforeningen har ændret sig fra at være overvejende finansieret gennem banko og Julemarkeder, til nu i højere grad selv at tjene pengene ved de mange arrangementer som bliver afholdt i foreningen. Det er lige fra børnefødselsdage, personaleforeninger, julefrokoster eller bare et familie arrangement. Ligeledes hjælper skytteforeningens medlemmer og bestyrelse med til servering under generalforsamlinger, Waterz, Nordsø Cup samt uddeling af flyvers, reklamer og andet i lokal området. Her løfter man i flok, når bestyrelsesmedlemmer og skytteforeningens medlemmer stiller op gratis og yder en indsats, hvor det økonomiske udkommende direkte går i lommerne på foreningen – som igen bruger pengene til nyt udstyr og nye aktiviteter, som kommer skytteforeningens medlemmer til gavn.
Selv siger foreningens formand, at man på denne måde kommer godt rundt i det lokale og dermed får mulighed for at udbrede kendskabet til skytteforeningen og dens aktiviteter. Men summen og støtten fra de mange lokale virksomheder og forretninger med sponsorater og donationer er stigende, som efter foreningens formand er altafgørende. Vi er dybt taknemmelige for alle de sponsorer som hvert år støtter skytteforeningen, det er altafgørende at de er med. Det er med til at skabe et stærkt lokalt fællesskab, hvor både foreningens medlemmer og lokale borgere bidrager til at sikre, at foreningen kan fortsætte med at tilbyde aktiviteter og faciliteter. Skytteforeningens medlemstal er steget til 125 medlemmer indenfor de seneste fire år.
Nye tiltag omfatter ParaSport Danmark
Klittens skytteforening kan nu også bryste sig med at være medlem af Parasport Danmark, der er et specialforbund under Danmarks idrætsforbund DIF. Elia Kehlet, der selv er synshandicappet og konsulent i Dansk Blindesamfund. tog kontakt til skytteforeningens formand med ideen om at starte blindeskydning op i hvide Sande. Formanden var straks med på ideen og nu er, målet for Klittens Skytteforening at tilbyde blindeskydning med lyd, som er en form for sportslig aktivitet, hvor blinde og svagtseende personer kan deltage i skydning ved hjælp af en særlig teknik, der bruger lydsignaler. I stedet for at sigte visuelt, får skytterne feedback fra en elektronisk anordning, der omdanner skydeskivens position til lydsignaler. Klittens Borgerforening har allerede givet det første tilskud til indkøb af udstyret.
Elektronskydning henvender sig ikke udelukkende til synshandicappede men også til skytter med almindeligt syn, som ønsker at prøve kræfter med, at skyde uden synssansen. Klittens Skytteforening er et kvalitativt givende tilbud til både medlemmer, personer med særlige behov og udfordringer, samt naturligvis også for de feriegæster og andre besøgende der blot vil have en særlig oplevelse med på vejen.
Klittens Skytteforening sætter ikke fokus på indtjeningsmuligheder for elektronskydnings-projektet men derimod, at bidrage aktivt til, at alle uanset alder, handicap eller andre former for barrierer kan tilgå et både sjovt, givende og lærerigt tilbud.
Skytteforeningen i Hvide Sande er den første der tilbyder blindeskydning herude vestpå. Det er en måde at inkludere alle i skydesporten, uanset synshandicap. Det giver også blinde sportsudøvere mulighed for at deltage i konkurrencer på nationalt og internationalt niveau.
Et andet ønske er at få installeret en handicap-lift fra stuen i hvide Sande Hallen til kælderen hvor skytteforeningen har træningslokaler. Så flere kørestolsbrugere kan få mulighed for at deltage i aktiviteterne og i de hyggestunder mange oplever i det tilstødende klublokale med gratis kaffe m.m.
Socialpædagogisk arrangementer
ADHD ramte elever har også deres gang i skytteforeningen, hvor der ind i mellem tilbydes enetimer til personer med denne neurologisk udviklingsforstyrrelse, der ofte er rastløse og som ikke kan sidde stille. Men som ved skydning tilegner sig flere vigtige færdigheder og egenskaber, der strækker sig over både det mentale og det fysiske aspekt. Bevare ro og koncentration selv under pres, hvor man lærer at kontrollere vejrtrækning, hjerterytme samt muskler er helt afgørende. Samt evnen til at lukke af for distraktioner og fokusere på målet er også en central færdighed. Det kræver tålmodighed at være en god skytte, hvilket er en god træning for de socialt udfordrede personer med blandt andet ADHD.
Plads til alle
Der lægges stor vægt på det sociale aspekt i Skytteforeningen, hvor man mener at et godt kammeratsskab og fællesskab, nok skal fremelske de skydemæssige færdigheder på sigt. Skytteforeningen med plads til alle, tilbyder alt fra Riffelskydning, luftgevær, pistol cal.22, Combat Archery og bueskydning på 18 meter. I bueskydning tilbydes både recurvebuer og compoundbuer, som er populære i moderne bueskydning. Recurvebuer er traditionelle buer uden avancerede mekanismer, mens compoundbuer har trisser og er designet til at give en højere skudkraft med mindre fysisk kræftanstrengelse.
Holdtræning og firmaskydning er også en aktivitet i Skytteforeningen, hvor man lige nu har 8 lokale firmaer som deltager hver mandag til firmaskydning, som strækker sig over 9 uger med både riffelskydning og bueskydning. Et arrangement der egentlig blev lanceret helt tilbage i skytteforeningens spæde ungdom, men som nu her de seneste par år er vokset frem igen og opnået stor tilslutning. Ligeledes har holdtræning for børn også altid været et hit, hvor børnene i sammenlagt otte uger får god hjælp af tre uddannet lokale piger som har taget en helt ny ung-træner uddannelse som hjælpetræner i riffel ved DGI Skydning. Et populært tiltag, der altid starter ved klubbordet med en hyggelig sludder om hvad træningen i dag står på inden man går i gang med selve skydningen. Ligeledes sluttes der altid af med en samling om bordet, hvor der hygges med saft, kage/slik og hvor der snakkes om hvordan træningen er gået, inden deltagerne går hver til sit.
I det hele taget bærer Klittens Skytteforening præg af, at være et sted hvor man favner de fleste, med det meste, samt et smil og et godt humør, med en indstilling der måske bedst kan betegnes som rekreativ og foreningsbaseret, hvor man fokuserer på oplevelser og engagement uden presset, som man mange gange oplever i en konkurrence-orienteret og præstations-fokuseret sportsgrene.
Derfor glæder formanden og bestyrelsen i Klittens Skytteforening, sig til at afholde Åbent hus i Hvide Sande hallen/skydekælderen. Til at byde alle medlemmer og resten af Hvide Sande velkommen til nogle hyggelige timer i anledning af foreningens 50 års jubilæum lørdag den 2. november 2024 klokken 10.00 til 16.00.
Senere bydes der velkommen til inviterede gæster, herunder sponsorer og voksen-medlemmer til spisning i Hallen