Vejrudsigten lover sol fra en skyfri himmel og lune temperaturer torsdag aften, når SHAMROCK torsdag aften kl. 19.30 går på udendørsscenen udenfor Generator.
– Det gør, at vi kan lukke lidt flere ind til koncerten fremfor at være indendørs. Der er et stort behov hos vores lokale koncertgængere for at komme ud og høre musik, og det er baggrunden for, at koncerten med SHAMROCK, der jo er flyttet flere gange på grund af pandemien, nu bliver gennemført udendørs, fortæller Spillestedsleder Anton Bjerg.
Han glæder sig til at tage imod de lokale helte i SHAMROCK.
– Vi har jo haft tradition for, at de åbner ballet for en ny sæson. Nu lukker de næsten et på mange måder underligt og udfordrende koncert år. SHAMROCK´s koncerter på Generator plejer at være en fest med god stemning, og det bliver der også på torsdag, når vi kan nyde deres populære irske toner på en lun sommeraften, siger Anton Bjerg.
Repertoiret er irsk musik og sang. Smukke og uforglemmelige ballader over til de rå, rustne pubsange og til glade, mundrette sing-along sange, der er kendt af de fleste.
– Der kan også af til ”smutte” en enkelt ind på dansk, lover Anton Bjerg.
Billetterne sælges på Generators hjemmeside. Koncerten starter 19.30 – og dørene åbnes 18.30.



