Mandag den 3. maj kl. 20.00 zoomes der ind på Hvide Sande, når første afsnit af krimiserien ‘Hvide Sande’ får premiere på TV 2 og TV 2 PLAY. Serien blev optaget on location i havnebyen ved Vesterhavet sidste sommer.
En død surfer, et undercover ægtepars famlende forhold, et fyrtårns klare lys i mørket – og en havnebys dunkle hemmeligheder.
Dét er hovedingredienserne i TV 2’s nye seriesatsning ‘Hvide Sande’, der er optaget i en sæson på otte afsnit á 40 minutter og vises i den bedste sendetid kl. 20.00 på TV 2 og TV 2 Play fra mandag den 3. maj.
Serien, der sidste sommer blev optaget on location i havnebyen og surferparadiset længst mod vest i Ringkøbing-Skjern Kommune, er en varm og humoristisk krimiserie:
– Hvide Sande, handler om kærlighedens lyse og mørke sider, om meningen med livet, skønheden, og begæret. Og så handler den om kærlighedens livsfarlige vildveje, om skyggesiderne i et lille lokalsamfund, jalousien, raseriet og døden, siger Morten Rasmussen, producer og direktør hos produktionsselskabet Deluca Film.
At især lokalsamfundets mørke sider og dunkle hemmeligheder har stået i vejen for opklaringen af den unge tyske surfers brutale mord lover godt for spændingen i serien, der da også lægger ud med et par gode cliff hangers:
– ‘Hvide Sande’ er filmisk smuk og nervepirrende spændende. Jeg tør godt love, at man sidder på kanten af stolen og vil have mere, når rulleteksterne kommer, siger Per Høgh Sørensen. Han er afdelingsleder for Ringkøbing-Skjern Kommunes afdeling for Natur, Kultur og Fritid og har forud for optagelserne i Hvide Sande og igennem hele forløbet arbejdet for at skaffe lokal medfinansiering til serie-satsningen.
Han har set de første to afsnit af serien, og hans umiddelbare ‘anmeldelse’ er yderst positiv:
– Som kommune kunne vi ikke ønske os et bedre postkort end ‘Hvide Sande’. Udover at vise den omkringliggende natur såvel som byen i al sin ynde og råhed, er serien også tro mod lokalsamfundet og kulturen ved Vestkysten. ‘Hvide Sande’ afspejler det helt unikke surfermiljø, der findes i Hvide Sande, og serien viser den inderlighed, ærlighed og autentisitet, der former Hvide Sande, forklarer Per Høgh Sørensen.
Udover selve byen og havnen spiller Lyngvig Fyr en fremtrædende rolle i serien. Som et lys i mørket spreder det klarhed, mens dunkle hemmeligheder graves frem fra fortiden.
Premiereevent på havnen
Forud for Danmarkspremieren på TV 2 og TV 2 PLAY mandag den 3. maj afholder Ringkøbing-Skjern Kommune i samarbejde med Deluca Film og TV 2 forpremiere for alle involverede søndag den 2. maj.
– Vi havde drømt om at rulle den røde løber ud for alle interesserede. Og om fest, fadøl, dabs og storskærm på kajen i Hvide Sande. Men pga. corona-restriktionerne har vi været nødt til at tænke alternativt. Derfor inviterer vi nu til virtuel forpremiere som et klap på skulderen og en stor tak til alle de sponsorer, skuespillere, statister og frivillige, der har været involveret i produktionen, forklarer Rebecca Molders, filmkonsulent i Ringkøbing-Skjern Kommune.
– Og så håber vi, at alle dem, der ikke har været involveret, også vil tage godt imod serien, når den vises på TV 2 og TV 2 Play fra mandag den 3. maj, tilføjer hun.
Selv har Rebecca Molders arbejdet på serie-satsningen, længe før der første gang blev råbt “Klar til optagelse… Kamera på skulderen… Lyd kører… Kamera kører… Klaptræ… Og værs’go’!” i Hvide Sande.
Med udgangspunkt i området
Det er nemlig ikke helt tilfældigt, at TV 2s nye seriesatsning finder sted i Hvide Sande – og er opkaldt efter havnebyen.
– Normalt starter vi med at udvikle historie og karakterer, for dernæst at finde locations, der passer til fortælling og univers. Denne gang var det omvendt. Ringkøbing-Skjern Kommune var en del af den europæiske Kulturhovedstad Aarhus 2017, og i den forbindelse inviterede man danske og tyske produktionsselskaber og forfatter-teams til Hvide Sande med den bundne opgave at skabe en fiktionsserie med udgangspunkt i områdets natur, kultur og befolkning. Den Vestdanske Filmpulje og Filmby Aarhus bakkede op om udviklingen. Og med Kazinski ved tasterne er det lykkedes at skabe et stærkt fundament for en original, international serie med lokal forankring, fortæller Morten Rasmussen producer og direktør for Deluca Film.
Han tilføjer:
– I forhold til ‘Hvide Sande’ har Ringkøbing-Skjern Kommune – sammen med en række lokale aktører og turistsammenslutninger – bidraget til en del af seriens finansiering, hvilket har været af afgørende betydning, for bl.a. at kunne dække ekstraomkostninger ved at flytte skuespillere og filmhold til Hvide Sande i fire-fem måneder. Herudover er vi blevet mødt af stor hjælpsomhed, involvering og engagement fra lokale myndigheder, erhvervsliv og borgere, hvilket vi gerne vil sige tak for.
Hvide Sandes sjæl
Anders Rønnow Klarlund, som er seriens hovedforfatter, har i flere omgange boet i Hvide Sande sammen med medforfatter Jacob Weinreich. For de to manuskriptforfattere har det især handlet om at lære byen og området rigtig godt at kende. At komme ind under huden på byens indbyggere, naturen, Vesterhavet, sommerhusområderne, fiskeriet – alt det, der gør Hvide Sande til noget helt særligt.
– Vi ledte efter byens og områdets puls – efter Hvide Sandes sjæl og unikke tone. Plottet og karaktererne voksede frem i mødet med byen, forklarer Anders Rønnow Klarlund.
– Vi er glade for, at manuskriptforfatterne så kvaliteterne i Hvide Sande. Det er et unikt sted, fordi der er plads til både turisme og industri – og fordi hverdagsliv og ferie smelter sammen. Jeg ved, at filmholdet er blevet taget imod med den vestjyske imødekommenhed og hjælpsomhed, siger Hans Østergaard, borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Han forventer sig meget af den nye tv-serie, der foreløbig er solgt til en række nabolande og dermed får tv-seerne i både Tyskland og Norden til at kigge mod Hvide Sande:
– Og så vil jeg da gerne benytte lejligheden til at sige tak også til de mange lokale virksomheder, der har spyttet i kassen til produktionen. Jeg synes, det siger meget om Vestjylland, at vi rykker sammen i bussen, når der er brug for det, tilføjer Hans Østergaard.
FAKTA:
På linket her, kan du få en smagsprøve på serien via TV 2s lanceringstrailer
Foto : TV2 pressefoto