Når pinsesolen står højt på himlen lørdag den 30. maj, åbner Ringkøbing-Skjern Museum op for alle de besøgssteder, der normalvist ville have åbent.
Det drejer sig om:
- Bork Vikingehavn
- Lyngvig Fyr
- Abelines Gaard
- Provstgaards Jagthus
- Bundsbæk Mølle
- Ringkøbing Museum
- Kaj Munks Præstegård
I sidste weekend åbnede Ringkøbing-Skjern Museum med kort varsel op på Lyngvig Fyr efter en overraskende politisk beslutning om at museerne måtte åbne straks. Der var taget højde for myndighedernes retningslinier, så alt var på plads for at både gæster og personale kunne føle sig trygge. Det var en stor succes med mange glade gæster.
»Vi oplevede at gæsterne med største selvfølgelighed efterlevede de nye retningslinier uden at det på nogen måde gik ud over museumsoplevelsen. Jeg er meget fortrøstningsfuld over at vores gæster virkelig har savnet os, og ikke har nogle betænkeligheder ved at besøge os,« udtaler museumsdirektør Mette Bjerrum Jensen
Selv om museumsdirektøren stadig håber på en snarlig åbning af grænsen mod Tyskland, så er det med stor glæde at museet nu kan slå dørene op til ikke mindre end syv besøgssteder til pinse. Så der bliver masser af muligheder for lokale at lege turister i deres hjemegn og masser af oplevelser for alle dem, der bor i sommerhusene langs vestkysten.
Efter pinse vil besøgsstederne fortsat have åbent – dog med en reduceret åbningstid i juni måned indtil sommerferien i uge 27, hvor alle besøgsstederne vil have åbent som oprindelig planlagt.
Gå på opdagelse i den LEVENDE HISTORIE Mød vikingerne og oplev vikingetiden med alle sanser. Gå ture ved Skjern Å og Bundsbæk Naturpark og besøg de historiske huse. Fordyb jer i udstillinger om Anden Verdenskrig og Kaj Munk.
Ringkøbing-Skjern Museum byder på en lang række af oplevelser i pinsen, men desværre er det endnu ikke muligt at afholde guidede ture i landskabet for større grupper, men så snart det er tilladt vil museet genoptage de mange ture.