Ringkøbing Handelsforening har taget hul på forberedelserne til en snarlig genåbning af Danmark, og et nyt våben i kampen om kunderne er en styrkelse af organisationen. Annika Rønne Schmidt er ansat til at styrke events i Ringkøbing, der skal skabe liv hos byens handlende.
Annika Rønne Schmidt er 22 år og er født og opvokset i både Tarm og Tanzania, men bor i dag i Skjern.
Hun har taget grundforløbet som Eventkoordinator på Herningsholm Erhvervsskole, og er nu kommet i praktik hos Ringkøbing Handelsforening, inden hun om to år skal lave sin afsluttende opgave på Aarhus Business College.
»For mig handler det om at kunne være med til at sprede liv og glæde. Jeg er selv Vestjyde, så det er fedt at kunne være med til at udvikle og dermed støtte op omkring det vestjyske. Eventbranchen er utroligt trængt under Covid-19 og helt tilfældigt kom jeg i kontakt med Jacob, der er købstadschef i Ringkøbing Handelsforening. Jeg kontaktede kommunen for at finde ud af, hvad der skulle til for, at en lokal virksomhed kunne blive godkendt som uddannelses-sted. Der fik jeg et tip om, at Ringkøbing Handels-forening overvejede at få en elev. Jeg mødtes med Jacob i december 20, og da vi havde fået bestyrelsen med på ideen, var vi flyvende,« fortæller Annika der startede mandag den 15. februar 2021 i sit nyt job.
»Jeg håber, at vi kan sætte noget udvikling i gang således, at vi kan trække endnu flere turister ind byen, som kan få en god oplevelse. Men også at få de lokale til at se værdien i det, der findes, der hvor de bor. Man behøver ikke at drage udenbys for at handle. Ringkøbing har charme og så meget at byde på, «påpeger Annika.
Hun er allerede kastet hovedkulds ind i opgaverne blandt andet omkring de kommende LIVE shopping udsendelser fra byens butikker.
»Og så arbejder jeg intenst med Instagram og kigger frem imod genåbningen, hvor vi er i fuld gang med at udvikle events til glæde for byens gæster. Det bedste er når gæsterne efter event kommer og siger ”Det var sjovt, en gang til!”. Vi vil skabe oplevelser, der giver folk et smil på læben,« fortæller Annika.
Gearer op for at styrke detailhandlen
Ansættelsen af Annika Rønne Schmidt til at udvikle Ringkøbing Handelsforenings events, er en led i en meget bevidst strategi, fortæller Købstandschef Jacob Muldkjær Rasmussen.
»Vi gearer op med flere ressourcer nu, for at kunne lave flere gode oplevelser for vores gæster, men også for at skabe endnu mere værdi for vores medlemmer. Vi kan så meget andet end at lave events, hvor man maler børnene i hovedet og blæser balloner op. Vi vil noget mere og dybere med vores events. Det skal være med til at vise, at det er i Ringkøbing, man skal etablere sig i, når man skal etablere en nu butik, restaurant eller lignende,« påpeger Jacob Muldkjær Rasmussen.
Han påpeger, at man med ansættelsen af Annika, vil få mulighed for at afholde flere og bedre events i byen.
»Samtidig frigiver det ressourcer til, at vi kan kaste os over nye aktiviteter og forretningsområder, der skaber værdi for vores medlemmer,« slår Jacob Muldkjær Rasmussen fast.
Ringkøbing Handelsforening har flere end 130 medlemmer.
Ringkøbing Handelsforening opruster på events – ansætter Eventkoordinatorelev
