Trods en jævn og halvtrist august måned, kryber sommeren 2018 sig alligevel ind på en fornem førsteplads over samtlige somre siden 1920, med flest solskinstimer.
Nyheden kommer fra DMI (Danmarks meteorologiske institut) der med målingen, trods flere skyer i august måned, udnævner sommeren 2018 som »lysets sommer«.
Fredag kort før solnedgang tikkede sommerens solskinstime no. 771 ind i DMI’s store database og dermed sætter årstiden rekord over den tidligere rekord der blev sat i 1947 med 770 solskinstimer. Meteorolog Mikael Scharling fra DMI er dog sikker på, at vi ikke har set de sidste solstrejf i år, så anslået rammer vi højst sandsynligt et antal soltimer omkring 790.
Ud over sommerens nye rekord endte også både maj og juli måned rekordsolrige. Dermed er året 2018 også på vej mod et meget højt samlet antal soltimer.
»Hvis vi tæller solskinstimerne sammen frem til nu og lægger nogle helt normale måneder oveni frem til nytår, så slår 2018 også 1947 af pinden som det solrigeste år. Rekorden fra dengang lyder på 1878 timer, og den er så absolut inden for rækkevidde«, understreger Scharling videre. Men, regnestykket kan selvfølgelig hurtigt ændre sig, hvis september måned går hen og bliver både regnfuld og overskyet.«
Men fordi Solen er længst tid på himlen i sommerhalvåret, kan det skabe et efterslæb, de mere mørke efterårsmåneder ikke kan indhente. Omvendt kan en solrig september så godt som cementere rekorden alene.
Kilde: DMI





