Den 26. juni slår Ringkøbing-Skjern Museum i samarbejde med West Coast Pride dørene op til en udstilling under regnbueflagets mange farver.
Udstillingen på museet i Ringkøbing byder gæsterne velkommen i en verden, hvor dagliglivet ikke er far-mor-og-børn – men måske alligevel overraskende normalt? Udstillingen åbnes af Borgmester Hans Østergaard lørdag den 26. juni kl. 14,00 hvor der i dagens anledning er gratis adgang til museet.
Forskellige seksualiteter og familieformer er ikke et nyt fænomen, men har måske ikke tidligere været så let at få øje på. Det råder Ringkøbing-Skjern Museum nu bod på med en udstilling, der sætter anderledes samliv i historisk perspektiv. Udstillingen er skabt i samarbejde med foreningen West Coast Pride, der arbejder for at forbedre mulighederne for det gode LGBT+liv i Vestjylland.
Mangfoldigheden kommer på museum
Ringkøbing-Skjern Museum ser det som en kær pligt at knytte fortid og historie til aktuelle emner. Det er dog lidt sværere end normalt at finde historiske tråde til anderledes samliv. Det er næppe fordi man ikke tidligere har været homoseksuel eller transperson, men fordi samfundet ikke i ret høj grad har givet frihed til at leve, som man havde lyst til. Det, at det ikke har været helt let at se de anderledes samlivsformer tyder på, at man har fundet andre veje, og ofte levet normale liv. En række vestjyske LGBT+personer fortæller deres historier i udstillingens film, mens forskellige genstande beretter om nogle af de ekstra glæder og udfordringer, livet som homoseksuel eller transkønnet bringer – stadig for de fleste med et stærkt ønske om at være som de fleste.
Museumsdirektør Mette Bjerrum Jensen udtaler
»Gennem museets første 113 år har vi næsten helt forsømt at dokumentere den mangfoldighed, som altid er til stede, men som tidligere ikke skulle omtales. Men vi er et museum for alle. Vi har udstillinger om rakker og natmænd på Bundsbæk, selvom de blev set ned på i deres samtid, og stod udenfor samfundets normer. I vores nye strategi vil vi leve op til museumslovens krav om at formidle emner, som nutidens børn, unge og voksne kan spejle sig i. Derfor er det helt naturligt at sætte fokus på, at der også i Vestjylland til alle tider har været menneskelig mangfoldighed.«
Borgmester Hans Østergaard åbner udstillingen lørdag den 26. juni kl. 14, hvor der er gratis adgang til Ringkøbing Museum på åbningsdagen.
Ved du hvad bogstaverne betyder?
Hvad står LGTBQIA for? Nogle vil måske mene, at det er et spørgsmål, der mest angår en snæver kreds. De tager fejl. Nu bliver det nemlig spørgsmålet i den store mangfoldighedsquiz, hvor vi sætter fire gavekurve samt fire årsmedlemsskaber af West Coast Pride på højkant til dem, der er bedst til de mange bogstaver.
Pride Parade i september
West Coast Pride afholder menneskerettighedsfestival i Ringkøbing den 2-8. august og Pride Parade den 11. september. Udstillingen på Ringkøbing Museum bliver både en slags tidligt startskud for festivalen og et centralt bidrag, når det rigtig går løs.
Praktisk information
Udstillingsåbning: 26. juni kl. 14.00.
Sted: Ringkøbing Museum, Herningvej 4, 6950 Ringkøbing Pris: Det er gratis at deltage i arrangementet
Åbningstider Ringkøbing Museum
Åbent: Mandag til lørdag kl. 11.00 til kl. 16.00 + søndagsåbent den 25. juni samt 1. og 8. august
Entré: Voksne 60 kr. Børn og unge under 18 år er gratis i følge med en voksen.



