Det er Lene Dybdahl Møller, der som ny fillialdirektør for Landbobankens afdeling i Hvide Sande, satte sig for bordenden 1. januar 2015, der nu fejres med en reception.
Mød op torsdag den 4. juni 2015 mellem klokke 15.00 og 17.00 i Ringkjøbing Landbobanks Hvide Sande afdeling på Stormgade – alle er velkomne.
HvideSande.nu fangede den travle direktør på en rødglødende telefonlinje og på spørgsmålet om den sene reception i forhold til ansættelsestidspunktet, kom det uden tøven og med et smil, at den bestilte isbil fra Hjem Is ville gøre sig langt bedre i et vejr til korte ærmer og sommersol, frem for slud, frost og halstørklæde.
Med overskriften på receptionen, ”Is til alle i Hvide Sande”, giver det god mening, at udsætte receptionen til en sommermåned. Men under dette ligger der dog også, at banken har haft forrygende travlt, og der er siden januar blevet omstruktureret og ændret arbejdsgange, så banken her 4. juni 2015 fremstår helt frisk og gearet til, fremtidens udfordringer med at betjene bankens kunder bedst muligt.
Den nye fillialdirektør er et særdeles kendt ansigt i Hvide Sande. Lene er udlært i banken og har tidligere været tilknyttet Hvide Sande afdelingen. Fra 2004 har hun været tilknyttet bankens fjernkundeafdeling og siden 2007 været leder af privatkundebordet for fjernkunder. Lene har gennem rigtig mange år oparbejdet særlig stor ekspertise i rådgivning af privatkunder. I dag rådgiver hun kunder med særlig kompleks økonomi inden for boligøkonomi, investering og skatteoptimering i forhold til pension. Det er således en særdeles erfaren og faglig pige, der i dag fejres ved receptionen i Hvide Sande.
Mød op til en kæmpe is og tag børnene med og giv den lokale bankkvinde Lene Dybdahl Møller en hilsen med på vejen.